Sport

Viktor Kobbernagel Skov kunne glæde sig over at stryge helt til tops i herresingle i U17/U19 A-rækken. Foto: Jakob Poulsen

Viktor fik sin badmintondrøm opfyldt 

Omkring 450 unge badmintonspillere var i weekenden samlet til kæmpe badmintonstævne, der fyldte alle fire haller i Nykøbing F. Hallerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Weekenden stod i dén grad i badmintonsportens tegn i Nykøbing F. Hallerne.

Alle fire haller plus den store lounge var taget i brug, da Nykøbing Falster Badmintonklub (NBK), Kraghave Badmintonklub og Idestrup Badmintonklub sammen med Badminton Lolland-Falster inviterede til Guldborgsund Open 2026.

Det er fjerde gang, at stævnet afvikles, men det har aldrig tidligere været så stort. 

Normalt er der kun håndboldgulv i hal 1 i Nykøbing F. Hallerne, men i weekenden var der rullet fire badmintonbaner ud ovenpå håndboldgulvet. Foto: Jakob Poulsen

Rundt regnet 450 ungdomsspillere i aldersklasserne fra U9 og op til U17/U19 fra klubber på Lolland-Falster, det meste af Sjælland, Fyn og Viborg spillede mere end 800 kampe fordelt på 24 baner. Det gør stævnet til et af de største af sin slags herhjemme samlet i samme hal-kompleks.

Helstegt pattegris til 200

- Det er gået godt, og mit indtryk er, at folk er glade og tilfredse. Vi havde lidt udfordringer lørdag med at holde tidsplanen, men det har vi strammet op på, og i dag (søndag, red.) er det gået godt. 

- Restaurant Mindbjergs havde sørget for helstegt pattegris til 200 mennesker lørdag aften i loungen, og vi har haft knap 400 overnattende gæster på Sophieskolen, fortalte John Andersen, der er formand for Idestrup Badmintonklub, mens søndagens kampe var godt i gang.

Masser af frivillige

Op imod 50 frivillige fra de arrangerende klubber har hjulpet til med at løse de mange forskellige opgaver der skal klares for at afvikle så stort et stævne. 

- Vi har ikke haft svært ved at skaffe frivillige. Der er mange fra især Kraghave Badmintonklub og NBK, der har meldt sig, og der er endda også nogle forældre og bedsteforældre til medlemmer, som har meldt sig, fortalte John Andersen.

Idestrup Badmintonklub er en af de tre klubber, der arrangerer Guldborgsund Open, og formand John Andersen glædede sig over, at det store stævne generelt forløb godt. Foto: Jakob Poulsen

En af de mange frivillige er Topper Hansen, der selv spiller badminton i NBK. Men i weekenden havde han til opgave at hjælpe med at sikre en hurtig og smidig afvikling af de mange kampe ved at sørge for, at resultattavlerne hurtigt kom op til dommerbordet efter en kamp, og at den næste kamp blev sat i gang hurtigt derefter.

Topper Hansen var en af de mange frivillige, der hjalp til ved det store stævne. Foto: Jakob Poulsen

- Det er meget hyggeligt. Jeg kender mange af spillerne i forvejen, fortalte han.

Viktor sejrede på hjemmebane

En af de spillere, som det hele jo i sidste ende handlede om, var Viktor Kobbernagel Skov fra NBK, som gik hele vejen og vandt U17/U19 A-rækken i herresingle. Et resultat, som han naturligvis var rigtig godt tilfreds med.

- Det var et stort mål for mig. Jeg var topseedet, og det er jo på hjemmebane, hvor familie og venner kommer og kigger på, så der vil man selvfølgelig gerne gøre det godt, sagde han.

Fordi stævnet var så stort, nåede han at spille i tre af de fire haller. 

NBK's formand Nina Vedsø var travlt beskæftiget med at holde styr på resultattavlerne fra de mange kampe. Foto: Jakob Poulsen

- Man skal lige vænne sig lidt til lyset, for det er ikke helt ens i de tre haller. Men det tager kun et par bolde. Jeg har spillet i mange haller rundt om på Sjælland også, så jeg er vant til det, sagde han.

Efter sommerferien skal han på efterskole, men på sigt er ambitionen at komme til at spille badminton på divisionsniveau. På den korte bane er der dog noget andet, han skal have klaret.

- Jeg har lovet en af mine venner, at jeg ville farve mit hår lyst, hvis jeg vandt i dag, fortalte han med et smil. 

Guldborgsund Open vender i øvrigt tilbage til Nykøbing F. Hallerne igen. Arrangørerne har allerede booket plads både til næste år og året efter.

Hele Guldboxen var i brug. Der blev spillet mere end 800 kampe i Nykøbing F. Hallernes fire haller i løbet af weekenden. Foto: Jakob Poulsen