Tyler Hamilton taler ikke altid sandt
Den tidligere cykelrytter Tyler Hamilton smider et par gevaldige bomber i sin nye bog, hvor han ser tilbage på sin cykelkarriere.
Amerikaneren hævder blandt andet, at han i 1999 fik epo af sin holdkammerat Lance Armstrong, og han skriver også, at Bjarne Riis introducerede ham for dopinglægen Eufemiano Fuentes i 2002, hvor Hamilton kørte for det daværende Team CSC.
Men indtil videre er det altså kun påstande, og dem har Hamilton leveret en del af gennem årene, uden at de nødvendigvis har været sande.
Da Hamilton i september 2004 blev testet positiv for doping i forbindelse med Vuelta a España, nægtede han sig skyldig.
Og det endda på trods af, at hans blodværdier tidligere på året viste spor af en anden persons blod - en stærk indikator på bloddoping.
Hamilton forsvarede sig blandt andet med, at det formentlig skyldtes, at han havde en ufødt tvilling, som døde tidligt i fosterstadiet, men som afgav blodceller til Hamiltons blod.
Den påstand blev dog aldrig bevist, og i maj 2011 indrømmede Hamilton da også, at han havde benyttet doping dengang.
Da Operacion Puerto-sagen rullede i Spanien i 2006, blev Hamiltons troværdighed igen sat på prøve.
Spansk politi ransagede føromtalte Fuentes' klinik og fandt spor, der satte en lang række cykelryttere under mistanke for brug af epo og bloddoping.
Blandt de beslaglagte dokumenter var en dagbog, hvor Hamiltons træning og dopingindtag angiveligt var beskrevet.
Amerikaneren afviste dog alle påstande om, at han skulle have været kunde hos Fuentes, endda selv om der blev fundet beviser for pengeoverførsler til den spanske læge.
Sagen er den, at Tyler Hamilton gentagne gange er taget i ikke at fortælle sandheden, og det store spørgsmål er derfor også, hvor stor troværdighed man kan tillægge Hamiltons nyeste påstande.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub