Viborg forsøger at forlænge med lokalt stortalent

Tobias Bech jubler over en scoring mod Sønderjyske i Superligaen tidligere i sæsonen. Han har scoret tre gange i denne sæson. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Viborg forsøger at forlænge med det 20-årige stortalent Tobias Bech, der har kontraktudløb til vinter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Viborg FF har taget Superligaen med storm siden oprykningen i sommer.

Holdet ligger med et forspring på seks point på den vigtige syvendeplads, der sikrer playoffkamp om europæisk deltagelse.

Den 20-årige kantspiller Tobias Bech, der fik debut for Viborg i en alder af blot 16 år, har spillet en stor rolle i holdets offensiv, hvor det er blevet til tre mål og to assist i 24 kampe i denne sæson.

Stortalentet, der har fået sin fodboldopvækst i Møldrup tæt på Viborg, har kontraktudløb til vinter, og sportschef Jesper Fredberg forsøger derfor at forlænge samarbejdet.

- Vi er rigtig glade for ham. Han er en rigtig Viborg-knægt, og det vil være oplagt at forlænge med ham.

- Tobias skal have ambitioner. Det synes jeg, at det er rigtig sundt at have. De ambitioner, tror jeg, at han som en start kan indfri her.

- Så kan vi gøre ham klar til at komme ud på endnu større adresser uden for landets grænser. Jeg håber, at vi kan blive enige med Tobias og hans folk om at blive i Viborg, siger Jesper Fredberg efter Viborgs 2-0-sejr over AGF.

Sportschefen mener, at en forlængelse giver mening for alle parter.

- Jeg er optimistisk af sind, og jeg går ud fra, at vi kan finde ud af noget sammen, fordi det er det, der giver mest mening.

- Tobias er en fornuftig ung knægt, og hans agenter er nogle gode folk, så jeg synes, at vi har en god og sund dialog omkring tingene.

- Han kender holdet, og vi kender ham. Han får masser af spilletid her, og det er vigtigt for en ung spiller, siger sportschefen.

Hovedpersonen selv vil ikke fortælle det store om dialogen, selv om han er yderst tilfreds med at være Viborg-spiller.

- Jeg kan sige, at jeg er mega glad og stolt over at spille for det her hold og byen. Det er det, jeg fokuserer på. Så skal vi nok finde ud, hvad der skal ske udenfor fodboldbanen.

- Jeg vil gerne holde dialogen mellem mig, min agent og Jesper Fredberg, fordi jeg ikke vil have folk til at snakke om det.

- Det, synes jeg, er en privat sag, men der er ingen tvivl om, at jeg godt kunne se mig selv spille i Viborg fremover, siger Tobias Bech.

Tobias Bech og resten af Viborg-truppen skal i aktion igen søndag, når OB kommer på besøg i domkirkebyen.

/ritzau/