Vær med til at finde det bedste på Sydhavsøerne!

Vi lancerer nu tiltaget Sydhavsøernes bedste 2025, hvor vi sammen med læserne vil finde og kåre Sydhavsøernes bedste: butik - service - attraktion - spisested. Modelfoto

Vi er stolte af vores landsdel, der rummer mange gode butikker, spisesteder, attraktioner og meget mere. Derfor sætter Ugeavisen Guldborgsund, Ugeavisen Lolland og folketidende.dk i den kommende tid fokus på noget af det bedste, vi har på Sydhavsøerne. Her har vi brug for DIN hjælp.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er så mange fordele ved at bo på Sydhavsøerne, og det vil Ugeavisen Guldborgsund, Ugeavisen Lolland og folketidende.dk gerne være med til at kåre og hylde med det nye tiltag Sydhavsøernes bedste 2025.

- Handelslivet er en del af livsnerven på vores øer. Butikker, spisesteder og attraktioner er med til at skabe liv og sammenhold. De fortjener, at vi hos Folketidende Gruppen, som det lokale mediehus, hylder dem med Sydhavsøernes bedste. Sydhavsøernes bedste skal skabe opmærksomhed og glæde overalt på øerne, så vi hylder de ekstraordinære gode oplevelser. Og samtidig vil vi i ugeaviserne give dem, der gør noget ekstra godt i hverdagen fortjent opmærksomhed, siger Anders Ledertoug Lind, der er chef for salg og forretningsudvikling i Folketidende Gruppen.

I Sydhavsøernes bedste 2025 vil vi sammen med læserne finde og kåre;

Sydhavsøernes bedste butik. Her kan nomineres butikker af alle slags - den velkendte, den nye, den anderledes, den store eller den lille.

Sydhavsøernes bedste service. Hvor får man en super god service - og er det en enkeltperson eller et helt team, der leverer den? Fortæl os hvorfor netop din kandidat bør vinde.

Sydhavsøernes bedste attraktion. Der er mange spændende og oplevelsesrige attraktioner på Lolland-Falster - store som små, kendte som mere ukendte. Hvilke skal fremhæves - og hvorfor?

Sydhavsøerne bedste spisested. Der er noget for enhver smag rundt om i landsdelen. Hvor man både spiser godt og samtidig får den gode service?

- Sydhavsøernes bedste er vores lokale udgave af et koncept, som i flere år har stillet skarpt på handels- og foreningslivet i mange byer i Jylland og på Fyn. Vi har skabt vores egen version, der passer til Sydhavsøerne. Vi glæder os helt vildt til at se de mange indstillinger fra alle de mennesker, der hver dag handler og oplever på Lolland-Falster, siger Anders Ledertoug Lind.

Vi har brug for din hjælp

Du kan frem til søndag 4. maj indstille dine favoritter. Herefter udvælger en jury tre nominerede i hver kategori. Juryen består af Mikkel Wesselhoff fra Business Lolland-Falster, Kirsten Sydendal fra Lolland-Falster Lovestorm og Anne Mette Thrane, digital redaktionschef på folketidende.dk.

De udvalgte nominerede præsenteres herefter i Ugeavisen Lolland, Ugeavisen Guldborgsund og her på folketidende.dk, og i den forbindelse åbnes der for muligheden for at gå ind og stemme på netop dine favoritter.

I formularen herunder kan du indstille dine kandidater. Du kan indstille i en, flere eller alle fire kategorier. Husk at oplyse dit eget navn + email, navnet på den kandidat, som du indstiller, samt en begrundelse for, hvorfor du indstiller kandidaten.