Europaparlamentet er på kollisionskurs med en lang række nationale regeringer på grund af EU's budget for 2011.
12 nationer inklusive EU-stormagterne Frankrig og Tyskland bakker op om den britiske premierminister, David Cameron, der har kaldt Unionens planer om at øge EU-budgettet med seks procent i forhold til 2010 for "vanvid".
De i alt 13 EU-medlemmer har sat en streg i sandet, som hedder vækst på 2,91 procent, hvilket svarer til et budget med 3,5 milliarder euro mere end i 2010, hvor EU havde i alt 123 milliarder euro til rådighed.
Cameron har forladt sit oprindelige udgiftpunkt, hvor han forlangte nulvækst i EU i 2011. Han fastholder dog, at Unionen må begrænse sine udgifter, når mange europæiske nationer gennemfører store nationale spareplaner.
- Det er vores hovedprioritet at få styr på EU's udgifter, siger en unavngiven britisk diplomat.
- Andre fortsætter med at argumentere for et budget ud over et acceptabelt niveau. Vores mål er at minimere det til 2,91 procent, siger diplomaten.
Lissabontraktaten, der trådte i kraft i december sidste år, har givet Europaparlamentet magt på linje med nationale regeringer i forhold til EU's udgifter. Derfor foregår der i øjeblikket en magtkamp mellem medlemslandene og europaparlamentarikerne.
Hvis ikke parterne når til enighed om budgettet, så kan EU-institutionerne tvinges til at operere på måned-til-måned budget.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub