USA's præsident, Barack Obama, og hans kinesiske kollega, Hu Jintao, fortsætter med at skændes for åbent tæppe.
Næppe var de økonomiske stridigheder mellem USA og Kina forsøgt nedtonet på G20-topmødet i Sydkorea, før de et lille døgn senere blusser op igen på Apec-topmødet i Japan lørdag.
Lederne fra henholdsvis verdens største og verdens hurtigst voksende økonomi krydser nemlig atter klinger på topmødet for de 21 lande i samarbejdsorganisationen for Asien og Stillehavsregionen i Yokohama.
I sin tale til topmødet advarer USA's præsident, Barack Obama, de voksende økonomier mod at blive for afhængige af eksport, da det med hans ord ikke er sundt.
- En af de vigtigste lærer fra finanskrisen er, at økonomisk vækst ikke primært må hvile på asiatisk eksport og amerikansk forbrug, siger Obama, som for nylig blandt andet tabte det amerikanske midtvejsvalg på grund af beskyldninger om, at import fra Kina ødelægger amerikanske job.
- Ingen nation må tage for givet, at deres vej til velstand udelukkende er brolagt med eksport til USA, advarer han med slet skjult hentydning til Kina.
USA klandrer Kina for at holde sin valuta, yuan, kunstigt lav for at opnå eksportfordele. Kina beskylder til gengæld USA for at sætte ekstra gang i seddelpressen i et forsøg på at få dollarkursen ned til fordel for sin egen eksport.
Den kinesiske præsident, Hu Jintao, der gik på talerstolen kort tid efter Obama i Yokohama, svarer igen ved at fastslå, at Kina gradvist vil reformere sit valutasystem, men at andre lande ikke bør forvente for meget for hurtigt.
Chefen for Den Internationale Valutafond, IMF, Dominique Strauss-Kahn, kommenterer den fortsatte kinesisk-amerikanske strid tørt med ordene, at "alle mener, at modparten skal gøre mere end dem selv".
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker