WHO anbefaler ny vaccine til forebyggelse af malaria hos børn

En vaccine fra Oxford Universitet skal udrulles i flere afrikanske lande i løbet af 2024, lyder det fra WHO.

Offentliggjort Sidst opdateret

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler mandag, at en ny vaccine bliver taget i brug til at bekæmpe livstruende malaria hos børn.

Vaccinen - R21/Matrix-M - er den anden af sin slags, der er lavet til at skulle forebygge sygdommen, skriver Reuters.

Malaria spredes fra myg til mennesker.

Generaldirektøren for Verdenssundhedsorganisationen, Tedros Adhanom Ghebreyesus, fortalte ved en briefing om den nye anbefaling, at det to år siden, WHO anbefalede den første vaccine.

- Og i dag er jeg glad for at fortælle, at WHO anbefaler en ny vaccine med navnet R21/Matrix-M, som skal forebygge malaria hos børn, der er i risiko for at få sygdommen, lød det fra generaldirektøren.

Vaccinen er udviklet på Oxford Universitet og vil blive udrullet i flere afrikanske lande i starten af 2024. Endnu flere lande vil få adgang til den fra midten af næste år.

WHO vil nu begynde en såkaldt prækvalifikation. Det skal gøre det muligt for blandt andet FN's børneorganisationen Unicef og vaccinealliancen Gavi at købe vaccinen fra producenten.

Den nye vaccine bliver produceret af det indiske seruminstitut og anvender en vaccinebase fra det amerikanske selskab Novavax.

Ud over en ny vaccine mod malaria kom det ved pressebriefingen frem, at WHO også anbefaler en ny vaccine mod denguefeber, lige som man anbefaler en enkelt vaccinedosis til forebyggelse og immunitetsdannelse af covid-19.

Ifølge Statens Serum Institut spredes malariaparasitten fra myg af arten Anopheles. Der er fire forskellige arter af parasitten, som hovedsageligt smitter mennesker.

Den mest dræbende er Plasmodium falciparum. Det er også den art, der udviser størst resistens mod forskellige malariamidler.

I 2020 var der 241 millioner smittetilfælde og 627.000 malariadødsfald på verdensplan.

Hovedparten af de døde var børn under fem år i Afrika.

/ritzau/