60 værker udstilles i vandtårnet

Espen Brandt-Møller og hans elever står for opsætningen af kunstudstilling i vandtårnet. Foto: Susanne Lose

40 kunstner fra Åbne Atelierdøre Guldborgsund udstiller sammen med 20 FGU-elever.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Der bliver masser af spændende kunst at se på, når vandtårnet på kulturnatten slår døren op for en kunstudstilling. 60 værker vil pryde vandtårnets vægge - eller mere præcist - svæve ud fra væggene. Det er nemlig ikke tilladt at slå søm i væggene. De 40 af dem er malet af kunstnere, der er medlem af foreningen Åbne Atelierdøre Guldborgsund og 20 af dem af elever på FGU Lolland-Falster. FGU står for forberedende grunduddannelse.

Sidste år prøvede man en fællesudstilling hos Galleri Matthies i Sønder Alslev, og det blev så stor en succes, at man i foreningen syntes, at den skulle gentages, og det er så med vandtårnet som hjemsted.

Hver kunstner deltager med et værk, og hvor medlemmerne af foreningen Åbne Atelierdøre er vant til at male, er det for flere af FGU-eleverne første gang, de prøver at have pensler i hånden.

- Det er FGU-elever, der går på kunstlinjen, som er med, fortæller Espen Brandt-Møller, der er elevernes lærer, selv kunstner og med i bestyrelsen i Åbne Atelierdøre Guldborgsund.

- Værkerne tager udgangspunkt i temaet ”mellem lys og mørke”, og det er der kommet meget spændende ud af. Det er også eleverne, der hænger værkerne op, Det er dem, der har valgt, hvordan udstillingen skal sættes op, og det giver dem en form for ejerskab af udstillingen, forklarer Espen Brandt-Møller.

Udstillingen kan for første gang ses fredag 30. september fra klokken 15 til 21 og er åbent frem til 25. november.


Fire malerier, der kan ses på kunstudstilling i vandtårnet.. Foto: Susanne Lose