Borgmesteren inviterer alle til åbent hus

Borgmester Simon Hansen holder jævnligt åbent kontor i forskellige byer rundt om i kommunen, hvor man kan få en uformel snak med borgmesteren om det, der ligger én på sind. Foto: Ingrid Riis

Onsdag 7. februar holder borgmester Simon Hansen åbent kontor for alle i Eskilstrup og omegn.

Offentliggjort Sidst opdateret

ESKILSTRUP: Hvis man sidder med en god idé. Hvis man er utilfreds med noget. Eller hvis man gerne vil høre, hvad byrådet har af planer for nærområdet eller andre emner, så har man nu muligheden for at tale med borgmester Simon Hansen. Onsdag 7. februar fra klokken 16 til 18 holder han åbent kontor i Eskilstrup Hallen. Alle er velkomne.

Der er ingen tidsbestilling eller krav til, hvad snakken skal handle om. Simon Hansen kan ikke sagsbehandle i konkrete sager, men han vil gerne høre, hvad alle har at sige og er åben for både ris og ros. Der er mulighed for både individuelle samtaler og fællessnak.

Udover at holde åbent kontor skal Simon Hansen i løbet af dagen også besøge virksomhederne Arni Maskinfabrik og PH’s Snedkeri. Lidt senere mødes han med Møllelauget, og efter åbent kontor deltager han også i det store borgermøde, der afholdes samme aften i Eskilstruphallen klokken 18.

Det er Styregruppen 44, Beboerforeningen og Fællesbestyrelsen for Eskilstrup børne og skolefællesskab, der har indkaldt alle borgere i Eskilstrup til møde om områdets fremtidige udvikling og frivillige initiativer.