Butikken fylder 10 år - Katharina 33

Dorthe Gundorf og Katharina Vangkilde ser frem til at fejre Unik Skos 10 års fødselsdag: Katrine Sabroe Christensen.

Skobutikken Unik i Østergåde runder sine første 10 år, og det skal fejres.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Da Katharina Vangkilde, som yngre blev udlært fra Bistro Sko i Køge, kastede hun sig ud i den store udfordring at skabe sin egen forretning - og det skulle være med lækre kvalitetssko.

Det er nu 10 år siden, og i denne uge kan Katharina fejre sine egne 33 år og butikkens første runde fødselsdag.

- Hele familien arbejder som selvstændige, så det var ikke så fremmed for mig. Jeg brugte hele min opsparing, da jeg åbnede i sin tid, og startede i et mindre lokale her i gågaden. Helt fra starten har jeg haft en forkærlighed for mærkerne Bubetti, Billi Bi, Angulus, Wonders med flere, og de er også at finde på hylderne i dag, fortæller Katharina Vangkilde, der har Dorthe Gundorf, og en ung pige, Lærke, ansat i butikken.

Lige nu bugner hylderne af de mange støvler og sko til vinteren.

- Et af de store hit er loafers med enten en lav eller ingen hæl, og de er nemme lige at hoppe i. Man kan sagtens bruge dem til hverdag, men klart også til fest. Vi har også fået en del strømper, tørklæder og handsker hjem, og selvfølgelig er der også et stort udvalg af hyggelige hjemmesko på hylderne, tilføjer hun.

Som supplement til butikken har Katharina Vankilde også webshoppen unik-sko.dk, og den kører også rigtig godt.

- Og så er vi meget glade for områdets sommerhusgæster, hvoraf den del af dem er stamkunder. De giver udtryk for, at det er så hyggeligt at handle hos os kontra butikkerne nordpå. Det er da dejligt at få at vide. De skal altid lige ind og kigge, når de kommer forbi, smiler hun.

Men inden det atter bliver sommer, er der dømt fødselsdagsfejring af butikken 3. og 4. november, hvor der er gode rabatter at hente, spændende konkurrencer, kage og meget mere.