132 taget i fartkontroller på landevejene

132 gange blev der taget billeder af trafikanter med for meget fart på, da politiets fotovogn i går, tirsdag, lavede hastighedskontroller på landevejene flere steder på Lolland-Falster.

I Guldborg var fotovognen allerede i de tidlige morgentimer på færde på Guldborgvej ved Egevej i Guldborg L. Her blev 200 køretøjer kontrolleret mellem klokken 7.05 og 8.32, og 31 af de målte overholdt ikke hastighedsbegrænsningen på maksimalt 50 km/t. på strækningen. Tre af disse havde så meget fart på, at de står til et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var 74 km/t.

Lidt senere, fra klokken 9.13-12.17 var målevognen så på Storstrømsvej i Guldborg F. Her er fartgrænsen også 50 km/t., men det var der 52 ud af 265 kontrollerede trafikanter, som ikke overholdt. Fem af disse står til et klip i kørekortet, mens en enkelt kan se frem til en betinget frakendelse. Den pågældende blev målt til at køre 85 km/t.

Også på Midtlolland var der fartkontrol tirsdag. Her var det Maribovej i Stokkemarke, som fra klokken 8.55-11.22 lagde asfalt til politiets kontrol. Også her er den højest tilladte hastighed 50 km/t. Det var der 16 ud af 294 kontrollerede trafikanter, som ikke overholdt. To af dem står til et klip i kørekortet. Højest målte hastighed var her 73 km/t.

På Vestlolland var det Maribovej i Nakskov, som fik besøg af fotovognen. Her holdt politiet fra klokken 11.47-13.25, og her kørte 33 ud af 244 kontrollerede hurtigere end de højest tilladte 50 km/t. Otte af dem står til et klip i kørekortet. Også her var den højest målte hastighed 73 km/t, fremgår det af politiets døgnrapport.

Politiets fotovogn var på arbejde på både Lolland og Falster tirsdag.

Offentliggjort Sidst opdateret