20-årig sigtes for drabsforsøg efter skud på åben gade i april
Tilfældig bil blev ramt af skud i vejkryds i Aarhus i april. Nu er en 20-årig mand sigtet for forsøg på drab.
En 20-årig mand fremstilles lørdag klokken 13 i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus sigtet for forsøg på manddrab.
Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.
Ifølge politiet var den 20-årige involveret i en skudepisode i krydset ved Silkeborgvej og Vestre Ringgade i Aarhus i april i år.
Her blev flere skud afgivet fra en sort PGO-scooter uden nummerplader, og en tilfældig bil med en kvindelig fører bag rattet blev ramt.
Episoden, der udspillede sig om eftermiddagen, efterlod et skudhul i bilens skærmkasse over venstre baghjul. Kvinden kom ikke noget til.
I alt blev der fundet seks patronhylstre på stedet, mens to mørkklædte mænd på scooteren blev efterlyst.
Politiet udtalte i april, at der formentlig var tale om et skyderi med tråde til en konflikt i et kriminelt miljø.
- Vores klare formodning er, at motivet til skudepisoden skal findes i en intern konflikt i det kriminelle miljø, og vi er overbeviste om, at gerningsmændene havde et helt bestemt mål, de ville ramme, lød det i april fra vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi Lennart Glerup.
Østjyllands Politi oplyser, at man i øjeblikket ikke har yderligere kommentarer til sagen. Det er derfor uvist, præcis hvilken rolle politiet mener, at den 20-årige har haft i skudepisoden.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie