29-årig stak Ahmed Samsam med kniv foran netcafé
Ahmed Samsam blev anholdt i Spanien i 2017. Året efter blev han dømt for at have tilsluttet sig Islamisk Stat. (Arkivfoto). Foto: Luca Piergiovanni/Ritzau Scanpix
Anklager kræver 29-årig mand idømt mindst 2,5 års fængsel for knivstik mod terrordømte Ahmed Samsam.
En 29-årig mand er blevet kendt skyldig i grov vold mod terrordømte Ahmed Samsam i en sag om et opgør ved en netcafé i marts sidste år.
Det har Københavns Byret afgjort fredag.
Kort før midnat 29. marts 2024 opstod der tumult og diskussioner foran netcaféen G4me Time ved Parken i København.
Her blev Ahmed Samsam stukket tre gange i venstre side af maven, så han kom i livsfare.
Fredag er den 29-årige mand fundet skyldig i at have stukket Samsam én gang med kniv. Han er frifundet for tiltalen om, at han forsøgte at dræbe Samsam. Men han begik særlig farlig vold, fastslår retten.
Hvem, der tildelte Ahmed Samsam de livstruende knivstik, ved retten ikke.
Men den 29-årige mand sidder ikke alene på anklagebænken. Ahmed Samsam, der er offer i sagen, er også tiltalt - og fundet skyldig.
Ved samme hændelse var han i besiddelse af en kniv.
Desuden er han kendt skyldig i trusler mod betjente, da han efter opgøret blev indlagt på Rigshospitalet og her truede en kvindelig betjent.
Senere fredag skal retten tage stilling til straffen.
Anklager Maria Cingari kræver den 29-årige mand idømt mindst 2,5 års ubetinget fængsel.
- Den 29-årige er den aggressive part. Der er ikke grundlag for at sige, at der har været slagsmålslignende forhold. Ahmed Samsam kunne ikke komme væk. Det, synes jeg, skal koste i straf, siger Maria Cingari.
Hun lægger også til grund, at manden tidligere er dømt for grov vold.
Hun kræver samtidig Ahmed Samsam idømt en straf på samlet mindst tre måneders ubetinget fængsel.
Her lægger anklageren også til grund, at Ahmed Samsam tidligere er dømt for lignende.
Ahmed Samsam blev en kendt figur i offentligheden, efter at han i 2018 blev idømt otte års fængsel i Spanien for terror for at have tilsluttet sig Islamisk Stat (IS) i Syrien.
Siden dengang har han hævdet, at han har arbejdet som agent for først Politiets Efterretningstjeneste (PET) og siden Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).
Det har efterretningstjenesterne hverken be- eller afkræftet.
Samsam har i øjeblikket en sag i Højesteret mod efterretningstjenesterne, fordi han vil have dem til at erkende, at han arbejdede for dem, da han var i Syrien.
Den ventes afgjort til sommer.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie