Anklager vil have to betjente dømt for korruption i landsretten
Nu skal Østre Landsret afgøre, om betjente lod sig bestikke, da de modtog gaver fra Karsten Ree Foto: /ritzau/Rasmussen Per/arkiv
/ritzau/Rasmussen Per/arkiv
Kriminalbetjente fra Nordsjælland skal i retten igen i sagen om luksusrejse til Zanzibar og Kenya.
To kriminalbetjente fra Nordsjælland stilles nu for landsretten i en usædvanlig sag om bestikkelse.
Statsadvokaten i København har besluttet at anke den frifindende dom, som Retten i Helsingør afsagde forleden.
Blandt andet begrunder vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich anken med, at byretten var uenig om bedømmelsen af de to erfarne betjente, der tog imod gaver fra rigmanden Karsten Ree, selv om de tidligere havde efterforsket en sag imod Ree.
Dommerstemmerne i Helsingør var 2-1.
Politifolkene fik en safaritur til spotpris forærende af rigmanden, og værdien af gaven var mere end 26.000 kroner, har anklagemyndigheden ment. De tiltalte rejste til Kenya og til Zanzibar.
Under sagen forklarede betjentene, at de bare havde taget imod et tilbud fra en bekendt. Nogle af udgifterne betalte de selv, har de understreget.
Byretten afviste, at der bare var tale om et tilbud. Flertallet mente dog, at betjentene ikke var klar over, at de modtog gaven som led i tjenesten. De vidste altså ikke bedre og blev derfor frifundet for at have overtrådt straffeloven.
- Det er vigtigt at få vurderet grænserne. Dommen fra byretten indeholder nogle vurderinger, som vi gerne vil have landsretten til at se på, siger vicestatsadvokat Gyrithe Ulrich om årsagen til, at frifindelsen er anket til Østre Landsret.
Betjentene, der er 56 og 63 år, lærte Karsten Ree at kende, da de skulle undersøge, om han havde gjort sig skyldig i menneskehandel. Ree undgik en sag, men kontakten mellem mændene fortsatte. Og det var i den forbindelse, at det udviklede sig til en luksusrejse.
- Det er jo ligesom at få en gratis koncertbillet af en ven. Og vi var gode venner, har den ene af de tiltalte forklaret.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie