Bandefolk i masseslagsmål ved fastfoodrestaurant i Odense
I en bil fandt politiet nogle skruetrækkere, og ejeren er blevet sigtet efter våbenloven.
To grupper røg søndag eftermiddag i slagsmål i den østlige del af Odense. Da politiet nåede frem, var den ene gruppe imidlertid forsvundet fra stedet.
Vagtchef hos Fyns Politi Peter Vestergaard fortæller, at politiet lidt efter klokken 17 søndag modtog en anmeldelse om, at to grupper på i omegnen af 20 personer var røget i totterne på hinanden.
- Der skulle også være slagvåben, men da vi kommer derud, er slagsmålet ovre. Vi træffer 12-15 mand, som alle er fra den samme gruppe, fortæller vagtchefen.
Episoden foregik ved fastfoodrestauranten KFC på Ejbyvej ved Nyborgvej.
Personerne på stedet har ifølge Peter Vestergaard relationer til bandemiljøet.
- De er godt kendt af politiet. Men vi ved ikke, hvem dem fra den anden side var. Om det har været en anden gruppering, eller om det har været noget internt, det kan vi kun gisne om, fortæller han.
- Dem, vi har truffet derude, er meget lidt meddelsomme om, hvad der er foregået, lyder det fra Peter Vestergaard.
I området er der etableret en såkaldt visitationszone. Det vil sige, at retsplejelovens almindelige regler om kropsvisitering er sat ud af kraft, og at politiet uden nogen konkret mistanke, kan kropsvisitere alle inden for området.
Derudover kan ordensmagten frit ransage biler, og netop det har i forbindelse med anmeldelsen om slagsmål ført til en sigtelse.
- Vi har visiteret dem, og en af dem er sigtet for overtrædelse af våbenloven, fordi han i en bil havde nogle skruetrækkere, fortæller Peter Vestergaard.
Skruetrækkere er ikke i sig selv ulovlige, men det kræver, at man kan godtgøre, at man har dem med til et såkaldt anerkendelsesværdigt formål.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie