Bokstyv i fængsel for Olsen Bande-kup

En 27-årig svensk mand, der oprindelig kommer fra Kosovo, blev tirsdag i Københavns Byret idømt et år og ni måneders fængsel for et udspekuleret og planlagt indbrud i bankboksen hos Danske Bank på Nørre Voldgade i København.

Kushtrim Dermaku valgte at modtage dommen.

Ved tyveriet i maj sidste år låste fire mænd sig ind i banken om fredagen og tilbragte weekenden med at tømme 140 bokse i bankens kælderboks for værdier. De havde medbragt pandelamper og forplejning i form af vand og cornflakes.

Mandag morgen forsvandt de ad samme vej, som de var kommet ind, nemlig ad en personaleindgang medbringende de mange kontanter og smykker. I alt er der nu udbetalt erstatning for 2,7 millioner kroner til boksejerne.

Den 27-årige er den eneste, som politiet har fået fat på. Hverken de tre andre eller værdierne fra indbruddet er dukket op.

Manden har i retten indrømmet, at han var med, men at han kun havde været med til at stjæle 345.000 kroner i kontanter.

Han nægter at have været med til at planlægge noget, men at han fik 22.000 kroner og eftergivet spillegæld og en dummebøde for at være med til at udføre det grove tyveri.

Hvis han ikke ville være med, ville det gå ud over hans familie i Kosovo, har han forklaret.

Retten lagde vægt på, at der var tale om et groft og meget professionelt kup, hvor indbrudstyvene i fællesskab gik efter store værdier og samtidig var skyld i store ødelæggelser i kælderboksen.

Dommeren og de to domsmænd lagde sig ikke fast på, hvor meget tyvene forsvandt med fra bankboksene. Der er rejst temmelig stor usikkerhed om indholdet i de 140 bokse.

Derfor blev Dermaku i første omgang kun dømt til at betale erstatning til to boksejere, der var mødt frem i retten og begrundede deres krav på tilsammen 134.300 kroner.

/ritzau/

En svensk mand af kosovoalbansk oprindelse skal nu i fængsel for et spektakulært indbrud hos Danske Bank.

Offentliggjort Sidst opdateret