Boldspillere og mand i bil efterlyses i gruppevoldtægtssag
Østjyllands Politi vil gerne i kontakt med personer, som kan have mødt 37-årig kvinde efter gruppevoldtægt.
To mænd og et barn spillede lørdag eftermiddag bold på Langenæs Allé i Aarhus, og dem vil politiet gerne tale med. Det samme gælder en mand i en hvid bil.
De pågældende kan nemlig være vigtige vidner i en grov sag om gruppevoldtægt af en kvinde, skriver Østjyllands Politi torsdag i en pressemeddelelse.
Tre mænd blev i weekenden varetægtsfængslet for at have voldtaget en 37-årig kvinde. Voldtægten foregik ifølge politiets sigtelse i en lejlighed på Langenæs Allé lørdag i tidsrummet mellem klokken 07 og 13.05.
Østjyllands Politi bringer torsdag en efterlysning af vidner, som kan have været i kontakt med sagens offer omkring klokken 13, hvor hun kom ud på Langenæs Allé.
Ud over de to mænd, som spillede bold med et barn, har politiet oplysninger om, at en mand i en hvid bil skulle have talt med kvinden. Ham vil politiet også gerne i kontakt med.
Ifølge Østjyllands Politi kan alle oplysninger i sagen være relevante, og politiet vil derfor gerne tale med de tre mænd og andre, som har befundet sig på stedet eller i øvrigt måtte have oplysninger i sagen.
Da de tre sigtede mænd blev varetægtsfængslet søndag, skete det efter et retsmøde holdt for lukkede døre. Ved den lejlighed blev det alene oplyst, at mændene var sigtet for voldtægt og frihedsberøvelse, og at de nægtede sig skyldige.
Det blev desuden oplyst, at politiet ledte efter yderligere to mænd i sagen.
Mandag oplyste Østjyllands Politi supplerende til Ritzau, at den indledende efterforskning tydede på, at kvinden og mændene havde mødt hinanden under en bytur.
I forbindelse med torsdagens efterlysning af vidner, oplyser politiet, at der er tale om en kvinde af grønlandsk afstamning, og at hun kom ud fra lejligheden omkring klokken 13.
To mænd kom kortvarigt ud fra lejligheden på samme tidspunkt. Mændene beskrives som afrikanske af udseende, begge meget mørke i huden.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie