Sent torsdag aften var en kvindelig cyklist ved at blive påkørt af en sølvfarvet bil på Kong Georgs Vej på Frederiksberg.
Kvinden blev set tale med føreren af bilen efter episoden - og nu efterlyser politiet hende, fordi hun kan være et vigtigt vidne i sagen om den dødelige vold mod den 21-årige Cem Aydin.
- Hende vil vi meget gerne tale med, siger politikommissær Hans Erik Raben fra Københavns Politi.
Hændelsen med cyklisten og bilen skete i krydset ved Kong Georgs Vej og Kronprinsesse Sofies Vej.
Offentliggørelsen af navn og foto af offeret for den brutale vold har udløst yderligere en serie henvendelser til efterforskerne.
- To fyre mødte ved 23-tiden Cem Aydin ved Duevej og Mariendalvej. De stoppede og talte med ham, og han var i godt humør, siger Hans Erik Raben.
Dermed er det sandsynliggjort, at den 21-årige torsdag aften spadserede fra Stærevej i Københavns nordvestkvarter, hvor han havde talt med nogle bekendte, til hjemmet ved Kong Georgs Vej.
Lige inden han nåede frem, blev han på et stisystem forfulgt af en gruppe yngre mænd. De slog og sparkede ham så voldsomt, at han senere døde af sine kvæstelser.
I alt har Københavns Politi fået 40 henvendelser. Politiet mangler dog de afgørende tip om de mænd, der deltog i forbrydelsen.
Endnu har politiet ikke noget klart billede af motivet til overfaldet, som virker nøje planlagt.
- Vi vil meget gerne finde et motiv, så vi kan målrette efterforskningen, siger politikommissæren.
Voldsmændene - måske var der op til 10 stykker i alt - flygtede i en sølvgrå BMW, 3-serien model E46, og i en sølvgrå Ford Mondeo. Den kørte ad Nordre Fasanvej.
Cem Aydin havde job hos firmaet Boxer og boede hos sin mor ganske tæt på gerningsstedet på Kong Georgs Vej.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie