Domstol i Strasbourg ser på dansk sag om blodtransfusion
Enken efter mand i Jehovas Vidner håber på retfærdighed, siger advokat i sagen om blandt andet diskrimination.
Enken efter et medlem af Jehovas Vidner har netop fået at vide, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil se nærmere på hendes klage over Danmark.
Det oplyser hendes advokat Tyge Trier fredag.
Kvinden mener, at de danske myndigheder på tre måder krænkede konventionen om menneskerettigheder, da hendes mand imod sit udtrykkelige ønske fik en blodtransfusion, mens han var bevidstløs.
- Det er glædeligt, at vi er kommet igennem det lille nåleøje i Strasbourg, og det er positivt, at domstolen ønsker at se på alle tre elementer. Det vil sige retten til selvbestemmelse for patienter, religionsfrihed og diskrimination af Jehovas Vidner, siger Tyge Trier.
Han fører sagen i samarbejde med den britiske advokat Shane Brady.
Efter en screening har Menneskerettighedsdomstolen besluttet at indlede en skriftveksling med den danske stat.
Det var i 2014, at manden faldt ned fra taget af et hønsehus og blev bragt til Odense Universitetshospital. Her opstod et akut behandlingsbehov, da han var bevidstløs.
Som medlem af Jehovas Vidner var han stor modstander af at modtage blod. Det fremgik også af et blodkort, som han havde i en lomme i sine overalls, da han var udsat for ulykken.
Kortet er et forhåndsdirektiv påtegnet af vidner, som utvetydigt afviste blodtransfusion. Alligevel valgte lægerne at give ham blod.
Sagen er nået til Strasbourg, efter at Højesteret sidste år afviste, at der var sket en krænkelse af patientens rettigheder. Tidligere var Østre Landsret kommet til den modsatte konklusion.
Især drejer sagen sig om en undtagelse i sundhedsloven, som undtager medlemmer af Jehovas Vidner.
Om enkens reaktion siger advokat Tyge Trier:
- Hun håber på retfærdighed både for hende selv og for hendes afdøde mand, og at sagen kan være med til at hjælpe andre patienter, der ønsker at træffe personlige valg om behandling, og kan hjælpe patienter, der er med i Jehovas Vidner.
Afdøde havde været med i Jehovas Vidner i 40 år og var ældste i menigheden, altså en af de religiøse ledere. På et tidspunkt sad han i fængsel, fordi han af religiøse grunde ikke ønskede at aftjene sin værnepligt.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie