Drabstiltalt søgte efter præparat og låste sig ofte ind i medicinrum
En 60-årig sosuhjælper anklages for drab og drabsforsøg mod flere beboere på plejecenteret Tirsdalen i Randers. Kvinden nægter sig skyldig. Sagen behandles af et nævningeting i Retten i Randers. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix
Anklager hæfter sig ved, at drabstiltalt søgte efter bestemt præparat og ofte låste sig ind i medicinrum.
En sosuhjælper, der anklages for drab og drabsforsøg på flere beboere på plejecenter Tirsdalen i Randers, søgte fra sin computer efter en bestemt type medicin, der spiller en central rolle i sagen.
Det oplyser specialanklager Jesper Rubow, da han onsdag eftermiddag gennemgår beviserne i den omfattende sag, som rulles op i Retten i Randers.
Politiet foretog flere ransagninger hjemme hos sosuhjælperen, og her beslaglagde man blandt andet en computer, der blev anvendt til at søge efter præparatet Baclofen.
Det er netop Baclofen, der ifølge anklagemyndigheden har været anvendt sammen med to andre præparater – Mirtazapin og Diazepam – til at forgifte fire beboere.
En af dem afgik efterfølgende ved døden, mens tre andre overlevede.
Søgningen, der blev foretaget på den tiltaltes computer dagen efter den første indlæggelse af de fire beboere, er efter anklagerens mening "interessant".
- Det er min opfattelse, at på det tidspunkt var der ingen ved politiet, sygehuset eller andre, der anede, at de indlagte havde Baclofen i blodet. Derfor mener jeg, at søgningen på Baclofen er interessant. For det er en oplysning, der ikke kunne have været fremme, siger Jesper Rubow.
Han hæfter sig også ved, at kvinden ofte låste sig ind i plejecenterets medicinrum, selv om hun "som sosuhjælper som udgangspunkt ikke havde noget at gøre der".
En log på nøglen har registreret, at sosuhjælperen låste sig ind i medicinrummet i alt 25 gange i tidsrummet fra 6. januar og frem til sin anholdelse 14. marts.
- Det kan godt være, det ikke er mystisk. Men vi skal have en forklaring på det, siger anklageren.
Politiet anholdt den 60-årige sosuhjælper på baggrund af de mistænkelige indlæggelser blandt plejehjemmets beboere.
Mistanken rettede sig mod sosuhjælperen, der som den eneste sundhedsfaglige havde været på aftenvagt forud for de tidspunkter, hvor beboerne ifølge anklagemyndigheden blev forgiftet og efterfølgende indlagt.
Hjemme hos den tiltalte fandt politiet - udover førnævnte computer - to typer medicin, Mirtazapin og Diazepam, der efter anklagemyndighedens opfattelse var blevet stjålet på plejecenteret.
Der var ifølge specialanklageren tale om medicin, der blev fundet i en skraldecontainer og i et brilleetui i en skuffe.
Det var planen, at afhøringen af den tiltalte skulle begynde onsdag. Men tidsplanen er skredet, så kvinden afgiver først forklaring i retten torsdag.
Hun nægter sig skyldig, har hendes forsvarsadvokat oplyst.
Der ventes dom i sagen til februar.
/ritzau/
Seneste artikler
Værtshus inviterer til dildoparty
NFC bruger fire gange så meget på rengøring: Naboklubber undrer sig
NFC skal forklare sig til kommunen: Bruger fire gange så meget på rengøring pr. medlem
Femø Fortællefestival samler fortællere fra hele Norden
Mistænkelige dunke fik politiet til at reagere: To tyskere anholdt
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo