En person fundet død i forbindelse med brand i Lyngby
I forbindelse med en brand på Melagervej i Lyngby er en person fundet omkommet, oplyser Nordsjællands Politi.
En person er fundet omkommet i en bygning på Melagervej i Kongens Lyngby. Bygningen har fredag morgen været udsat for en kraftig brand.
Personen er ikke endeligt identificeret.
Det oplyser Nordsjællands Politi.
Omkring klokken 5.45 fik beredskabet en anmeldelse om branden, som var opstået i en lejlighed på første sal.
Beredskab Øst måtte sende mere end ti brandkøretøjer til lejlighedskomplekset, hvoraf det ene køretøj medbragte en drone fra brandstationen i Gentofte.
- Flammerne stod ud af vinduerne både ud mod gaden og mod bagsiden af bygningen, siger Rasmus Storgaard, beredskabschef i Beredskab Øst fredag eftermiddag.
- Branden bredte sig hurtigt til taget over bygningen, og da branden var på sit højeste, var vi omkring 30 mand og mere end ti brandkøretøjer derude for at håndtere den voldsomme brand, siger han.
Beredskab Øst oplyste omkring klokken 07.15, at branden ikke længere bredte sig.
- Noget af afspærringen er ophævet i området, men vi arbejder i en rum tid på stedet, da efterslukning stadig er i gang. Vi har tilkaldt en kran, som skal fjerne den sidste del af taget, så vi kan få slukket den ordentligt, siger Rasmus Storgaard.
- Det var en relativ omfattende brand. En lejlighed er total udbrændt. Taget over bygningen er udbrændt, og to opgange er hårdt medtaget. Lejlighederne ved siden af har fået røgskader, og lejligheden under har fået nogle vandskader, tilføjer han.
To personer blev reddet ned fra en altan med en stige, og yderligere en person blev reddet fra en opgang.
Tre patienter blev i alt tilset i forbindelse med branden og skal ikke på hospitalet.
Den voldsomme brand har skadet i alt fire opgange, mens otte lejligheder er påvirket.
Beboerne kan endnu ikke komme til deres lejligheder. Det vides ikke, hvornår de kan komme tilbage.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie