En person på sygehuset efter halm-brand

En person måtte køres på sygehuset til oberservation for røgforgiftning efter, at der i aftes gik ild i to halmpressere i en lade på Sakskøbingvej i Grænge.

Brandvæsnet blev alarmeret kort efter klokken 21.30 efter, at ejerne selv forgæves havde forsøgt at slukke branden, og det var i den forbindelse, at en person var blevet dårlig af røgen.

Da brandfolkene fra Falck i Nykøbing og indsatsleder Bo Andersen fra Guldborgsund Redningsberedskab ankom, var laden helt fyldt med røg, og der blev derfor sendt to røgdykkerhold ind, ligesom der blev sat en højtryksventilator til for at få røgen ud.

Da sigtbarheden i laden var blevet tiltrækkelig, blev halmpresserne trukket udenfor. Det viste sig, at der stadig sad halmballer fra sidste år i halmpresserne. De måtte trækkes ud med håndkraft for at få slukket ilden, fortæller Bo Andersen.

Brandfolkene var færdige og kunne køre hjem igen klokken lidt i to i nat. Årsagen til branden er ukendt.

En brand i to halmpressere i en lade i Grænge udviklede i aftes så meget røg, at en person måtte på sygehuset til oberservation.

Offentliggjort Sidst opdateret