Det har statsadvokaten for København besluttet, efter Østre Landsret onsdag afgjorde, at to af de øvrige tiltalte skulle sættes på fri fod - efter at have siddet varetægtsfængslet i over et år.
- Vi har besluttet at løslade en tredje person. Vi mente ellers, at der var grundlag for at varetægtsfængsle dem alle sammen indtil dommen, siger Bo Bjerregaard fra Statsadvokaten for København til Ritzau.
- Men i lyset af landsrettens afgørelse onsdag løslader vi nu endnu en person, fordi hans sag er parallel med dem, som blev afgjort i går, tilføjer han.
Bo Bjerregaard håber dog på at beholde de sidste to fra aktivistgruppen bag lås og slå.
- Sigtelserne mod dem er anderledes og har et større omfang end de tre, som er blevet løsladt, siger han.
De fem mænd fra det venstreradikale miljø er tiltalt for at stå bag 11 brandattentater og planer om flere.
Fire af mændene blev anholdt den 26. april sidste år, mens de var i færd med at gennemføre et brandattentat mod Politiskolen i Brøndbyøster ved København.
Men det var altså ikke terror, lyder det fra advokat Michael Juul Eriksen, som er forsvarer for manden, som blev løsladt torsdag eftermiddag.
- Hele sagen drejer sig om, hvorvidt det er brandstiftelse eller terrorvirksomhed, som anklagemyndigheden kalder det. Men man skal huske på, at der overhovedet ikke var menneskeliv i fare eller risiko for det, siger advokaten.
Sidste års anholdelser ved Politiskolen var kulminationen på flere måneders intensiv efterforskning mod gruppen.
En efterforskning, der var foregået i tæt samarbejde mellem Politiets Efterretningstjeneste (PET) og de sjællandske politikredse, som gennem et års tid havde været hjemsted for flere brandattentater mod offentlige institutioner og private virksomheder.
Den 20. april i år besluttede Rigsadvokaten at rejse tiltale mod de fire samt en femte senere anholdt efter straffelovens terrorparagraf.
Straffesagen skal behandles som nævningesag ved Københavns Byret og ventes at komme for i løbet af efteråret.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie