Henrik Sass Larsen skal i retten til august
Henrik Sass Larsens skal møde i Københavns Byret den 21. august. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Henrik Sass Larsen er tiltalt for besiddelse af tusindvis af billeder og videoer med overgreb på børn.
Straffesagen mod den tidligere minister Henrik Sass Larsen skal køre den 21. august.
Det oplyser Troels Jensen, kommunikationsmedarbejder i Københavns Politi, til Ritzau.
Henrik Sass Larsen skal møde for Københavns Byret klokken 9.30. Der er afsat en retsdag til sagen.
Han er tiltalt for at være i besiddelse af over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn og for at være i besiddelse af en ulovlig sexdukke, der ligner et barn.
Overgrebsmaterialet er opdelt i forskellige kategorier fra 1 til 3, alt efter hvor groft materiale der er tale om.
Kategori 3 er det groveste.
Henrik Sass Larsen er tiltalt for at have besiddet samlet cirka 2404 billeder og filmsekvenser i kategori 1, 5638 billeder og filmsekvenser i kategori 2 og cirka 450 i kategori 3.
Besiddelse af overgrebsmateriale med børn og en børnesexdukke kan straffes med bøde eller op til et års fængsel.
Henrik Sass Larsen var i mange år et fremtrædende medlem af Folketinget for Socialdemokratiet.
Han var erhvervs- og vækstminister fra august 2013 til juni 2015. Han var medlem af Folketinget fra 2000 til 2019.
I 2019 forlod han politik og blev kort tid efter topdirektør i brancheforeningen Aktive Ejere. Her stoppede han, da anklagerne mod ham kom frem i sidste uge.
Han nægter sig skyldig i alle anklagepunkter.
- Jeg har aldrig nogensinde gjort et barn fortræd - og kommer aldrig til at gøre det, sagde Henrik Sass Larsen i en pressemeddelelse for nylig.
Den tidligere socialdemokratiske minister tilføjede, at han havde planlagt at offentliggøre hændelsesforløbet i forbindelse med en kommende bog.
Det var for at give en "hel og fuldstændig" fremstilling af sagen. Indtil bogen udkommer, har han ikke ønsket at udtale sig yderligere.
Politikens Forlag har tidligere sagt til Berlingske, at forlaget har modtaget et bogmanuskript, som Henrik Sass Larsen er forfatter til.
Forlaget valgte dog at droppe udgivelsen af hans bog, efter anklageskriftet blev offentliggjort.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie