Kronvidne i rockersag: Jeg er en god dreng

Frygt for rockerhævn og ren panik fik en 19-årig arbejdsløs mand til at agere stik i rend morder i en dødsensfarlig århusianske bandekrig. Alligevel valgte han i retten mandag i Århus at vidne imod de samme rockere under stort politiopbud og med sine medtiltalte fra HA og aspirantklubben AK81 i et tilstødende lokale.

- Jeg er god dreng. Jeg hører ikke til i det miljø. Det var en forkert ting, jeg gjorde, og fuldstændigt sindssygt. Sådan lød forklaringen fra den 20-årige unge spinkle mand i nystrøget stribet skjorte. Hans fremtræden står i skarp kontrast til de tre andre tiltalte - to fra AK81 og en Hells Angels rocker med sort hanekam, og som de to andre medtiltalte i træningstøj eller camouflagejakke.

Sammen er de fire tiltalt for forsøg på manddrab. Ifølge anklagemyndigheden kulminerede en strid mellem Hells Angels og AK81 på den ene side og den såkaldte indvandrerbande Trillegårdsbanden på den anden, da de fire tiltalte forsøgte at skyde tre medlemmer af Trillegårdsbanden ned på en velbesøgt McDonalds-restaurant på Randersvej i Århus en aften i november sidste år.

Anklagerens 20-årige kronvidne erkender drabsforsøget, men kun på en person fra den konkurrerende bande. De tre andre nægter sig skyldige i alle sagens væsentligste forhold. Ifølge anklageren fik den ældste af de tiltalte, den 46-årige HA-rocker, de tre yngre AK81-medløbere til at udføre drabsforsøget med en 9 mm-pistol, da de ved et tilfælde havde spottet bandekonkurrenter under et besøg på McDonalds.

I retten fortalte kronvidnet, som er tidligere topidrætsmand inden for motocross med en stribe danske mesterskaber bag sig, hvordan han nærmest ved et tilfælde kort for skuddramaet kom med i AK81. Normalt skal man banke nogen for at blive medlem, men det var lykkedes ham at nøjes med at vaske op og holde vagt.

Alligevel blev det ham, der 29. november af den 46-årige rocker fik stukket pistolen i hånden og fik ordre om at dræbe. Han skød imidlertid kun en, og den ramte blev kun såret.

Sagen fortsætter seks dage.

/ritzau/

En ung mand fortalte mandag i retten i Århus, hvordan han efter kort tids medlemskab af Hells Angels supporterne AK81 blev beordret til at myrde tre mænd.

Offentliggjort Sidst opdateret