Leasingselskab ønsker opgør om Volvo til Højesteret
Sagen om beslaglæggelsen af en Volvo bør helt til tops i retssystemet, mener leasingselskab. Det havde ingen indflydelse på, at en bankmand sad ved rattet og kørte for stærkt. Derfor bør Højesteret på banen, lyder et ønske.(Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dyr tur efter takeaway på Amager. Volvo V60 har i seks måneder været beslaglagt efter høj fart.
I et halvt år har en Volvo V60 stået stille i en af politiets garager, fordi den kørte alt for stærkt på Amager en regnvejrsaften i april.
Farten udgjorde såkaldt vanvidskørsel, mener politiet. Både Københavns Byret og Østre Landsret har godkendt beslaglæggelsen, indtil retten kan afsige dom i sagen mod den 57-årige bankmand, der sad bag rattet.
Bankmanden var ude for at hente takeaway, da han angiveligt kørte 103 kilometer i timen på et sted, hvor den højst tilladte hastighed er 50.
Han ejer ikke bilen. Den havde han lånt af sin hustru. Heller ikke hun ejer Volvo'en. Hun havde fået stillet den til rådighed af sin arbejdsgiver som en demobil.
Nordania Leasing er ejer af Volvo'en, og nu søger selskabet om adgang til Højesteret for at få ophævet beslaglæggelsen, oplyser advokatfirmaet Horten, der fører sagen.
Det kræver en tilladelse af Procesbevillingsnævnet at få adgang til retssystemets øverste instans.
De skærpede regler om vanvidskørsel trådte i kraft 31. marts. Meget høj fart, spritkørsel med en promille på over 2,00 og andre overtrædelser står på listen.
Som udgangspunkt skal køretøjer straks beslaglægges af politiet, så de under en efterfølgende straffesag kan blive konfiskeret.
Dette indgreb skal ske, også selv om ejeren er en anden end føreren. Og netop denne del af skærpelsen - at udenforstående rammes - har medført kritik.
For eksempel fra brancheforeningen Finans og Leasing, som har besluttet at støtte den juridiske modstand efter hændelsen på Amager.
Som nævnt har landsretten afvist Nordania Leasings forsøg på at få adgang til Volvo'en, hvis værdi er 230.000 kroner.
Nordania har slået på, at selskabet ikke har haft nogen indflydelse på, hvem der konkret kørte i bilen. Beslaglæggelsen er i strid med både EU-retten og menneskerettighederne, hævdes det.
I sin afgørelse zoomer landsretten imidlertid ind på økonomi. Nordania har ikke oplyst omstændigheder, "der giver grundlag for at antage, at de som følge af beslaglæggelsen med henblik på konfiskation vil lide noget økonomisk tab," skriver dommerne.
Forleden oplyste Justitsministeriet og Rigspolitiet, at der i alt er blevet beslaglagt 510 køretøjer for vanvidskørsel siden 31. marts.
En tidligere opgørelse viste, at cirka hver tredje beslaglagte bil ejes af en anden end den, der skal have kørt vanvittigt. De berørte er familiemedlemmer, bekendte, arbejdsgivere og leasingselskaber.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie