Ledende rocker tiltalt for at bestille drab på 18-årig

I forvejen er to rockere tiltalt for drabet på et medlem af en rivaliserende bande, der blev lokket i baghold.

Offentliggjort Sidst opdateret

En sag om et planlagt drab i Holbæk udviklede sig onsdag yderligere, da et ledende medlem af Bandidos først blev sigtet og kort efter også tiltalt i sagen.

Det skriver de regionale medier sn.dk og TV2 Øst.

I forvejen er to mænd på 26 og 28 år med tilknytning til Bandidos tiltalt for drabet på den 18-årige Zobair Saidi, og to andre er allerede dømt for deres rolle i det planlagte drab.

Men onsdag blev en 33-årig mand fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Holbæk, sigtet for at have bestilt drabet. Og helt usædvanligt blev han ved retsmødets afslutning præsenteret for et anklageskrift i sagen, skriver sn.dk og TV2 Øst.

Ifølge sn.dk har den 33-årige i hvert fald tidligere været præsident for rockergruppen Bandidos' afdeling i Holbæk, der går under navnet Westcity.

Den 28. april sidste år blev 18-årige Zobair Saidi lokket i baghold, da han skulle samle en klump hash op, som blev kastet ud af et vindue i Ladegårdsparken.

Da han dukkede op på stedet, løb en mand frem mod ham og affyrede fem skud, som ramte Zobair Saidi i armen, lænden og hovedet, så han døde.

To mænd på 26 og 28 år med tilknytning til Bandidos er i forvejen tiltalt for at have dræbt Saidi. De stilles for retten til januar.

Desuden er en 27-årig mand idømt 12 års fængsel for sin rolle i drabet, mens hans kæreste er idømt et års fængsel for sin rolle.

Ifølge anklagemyndigheden havde drabet baggrund i en verserende konflikt mellem Bandidos og Vang-gruppen.

I sagen mod den 27-årige kom det frem, at Saidi angiveligt skulle have pralet med, at han sammen med andre fra Vang-gruppen havde kastet en molotovcocktail på en bil uden for rockergruppen Bandidos' klubhus i Holbæk.