Mand forsvandt i 2020 - politi sigter tre for drab
Midt- og Vestsjællands Politi har sigtet tre personer for drabet på Jimmi Lillelund, der forsvandt i 2020.
Over fire år efter at Jimmi Lillelund forsvandt, er tre personer blevet sigtet for drabet på ham.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Jimmi Lillelund er ikke set siden 30. april 2020. To dage senere blev han meldt savnet af sin familie. Hans bil blev efterfølgende fundet ved en haveforening i Ishøj.
I slutningen af juni i år sigtede politiet en 55-årig mand, en 23-årig mand og en 43-årig kvinde for at have dræbt Jimmi Lillelund.
Drabssigtede fremstilles i de fleste sager i et grundlovsforhør med en anmodning fra anklagemyndigheden om varetægtsfængsling, men det er ikke tilfældet her, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.
- Vi har sigtet de her tre for drab, men der har ikke været mistankegrundlag til at begære dem varetægtsfængslet. I bund og grund handler det her om retssikkerhed.
- Vi har afhørt tre personer, og så har vi i samarbejde med anklagemyndigheden vurderet, at de skulle have de rettigheder - retten til en forsvarer og til ikke at udtale sig.
- Jeg kan godt forstå, hvis folk synes, det er interessant, at de er blevet sigtet, men det er egentlig bare for at give dem nogle rettigheder, siger han til Ritzau.
Lars Krogsgaard vil ikke udtale sig nærmere om de tre sigtede, herunder om de har en relation til Jimmi Lillelund.
De blev afhørt i slutningen af juni og efterfølgende løsladt.
Lars Krogsgaard siger, at politiet arbejder ud fra flere hypoteser i sagen, blandt andet at Jimmi Lillelund er blevet slået ihjel.
- Vi har jo ikke fundet ham, så vi kører en meget bred efterforskning. Det er jo over fire år siden, han forsvandt.
- Men jeg kan ikke sige mere end det, siger vicepolitiinspektøren.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie