Mobiler stjålet på dansk festival i 2023 dukkede op i Rumænien
Musikfestivalen Copenhell afholdes i juni. Flere mobiler, som blev stjålet under festivalen i 2023, er blevet fundet. (Arkivfoto). Foto: Helle Arensbak/Ritzau Scanpix
Københavns Politi har fået udleveret en taske med 45 mobiltelefoner, som blev stjålet på Copenhell i 2023.
En række gæster på Copenhell havde formentlig ikke regnet med at få deres mobiler igen, efter at de blev stjålet under den københavnske festival i 2023.
Ikke desto mindre er det netop det, som sker nu.
45 mobiltelefoner, som blev stjålet på festivalen for knap to år siden, er nemlig dukket op i Rumænien. Her er de blevet beslaglagt af rumænsk politi, som via den rumænske ambassade har udleveret telefonerne til dansk politi.
Det oplyser Københavns Politi onsdag.
- Fra den rumænske ambassade har vi fået udleveret en taske med 45 mobiltelefoner, der var blevet beslaglagt af politiet i Rumænien.
- Via godt samarbejde mellem dansk og rumænsk politi fandt vi frem til, at telefonerne er blevet stjålet fra gæster på Copenhell i 2023, skriver Københavns Politi på X.
Politiet har fundet frem til ejerne af størstedelen af de stjålne telefoner, og de vil nu blive kontaktet, så de kan få deres telefon igen.
Sagen om de stjålne telefoner verserer fortsat i Rumænien, oplyser Københavns Politi.
Musikfestivalen Copenhell blev i 2023 afholdt fra 14. til 17. juni, hvor omkring 38.000 gæster deltog i festivalen.
Festivalen finder sted på Refshaleøen i Købehavn, og på programmet er metal- og rocknavne.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie