Motorcyklist er død efter kollision med bil ved Viborg

En motorcyklist har mistet livet, efter at han stødte sammen med en bil på Skivevej mellem Skive og Viborg. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En personbil ramte en motorcykel søndag eftermiddag mellem Skive og Viborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

En motorcyklist er søndag død af sine kvæstelser, efter at han blev ramt af en modkørende bil på Skivevej mellem Skive og Viborg.

Ifølge flere medier har politiet oplyst, at bilisten kom over i den forkerte vejbane og her ramte motorcyklisten.

Den afdøde er en 50-årig mand fra Glyngøre, oplyser politiet til Skive Folkeblad.

Vidner har forklaret politiet, at bilisten, en kvinde på 29 år, tilsyneladende var uopmærksom, fordi hun havde en syg hund med i bilen.

Ifølge TV MidtVest blev den chokerede bilist behandlet på et sygehus.