Narkopåvirket spøgelsesbilist fængsles i fire uger
Onsdag aften måtte en patruljebil eftersætte en spøgelsesbilist på Djurslandsmotorvejen. Manden viste sig at være narkopåvirket, og hans hastighed er vurderet til mindst 150 kilometer i timen. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En narkopåvirket 29-årig kørte onsdag aften mod færdselsretningen i høj hastighed på Djurslandsmotorvejen.
En 29-årig mand, der onsdag aften blev anholdt for at køre mod færdselsretningen på Djurslandsmotorvejen, varetægtsfængsles i fire uger.
Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.
Manden var under kørslen narkopåvirket, og hans hastighed blev vurderet til mindst 150 kilometer i timen. Under et grundlovsforhør torsdag ved Retten i Aarhus erkendte han forholdene.
Det var en patruljebil, der onsdag aften blev opmærksom på spøgelsesbilisten.
- En patrulje måtte onsdag klokken 21.24 bremse hårdt op i rundkørsel, da den 29-årige kom kørende i høj fart mod færdselsretningen op ad en tilkørselsrampe i Lystrup, skrev politikredsen tidligere torsdag i en pressemeddelelse.
Betjentene satte derfor udrykning på patruljebilen, men manden havde tilsyneladende ikke nogen planer om at standse bilen.
I stedet vendte han om på tilkørselsrampen og ud på Djurslandsmotorvejen, hvor han fortsatte med at køre mod færdselsretningen i høj fart, beskriver politiet.
Flugten varede dog ikke længe, for da den 29-årige kørte op ad en tilkørselsrampe ved Hjortshøj, mistede han kontrollen over bilen og ramte ind i et autoværn, hvorefter han hurtigt blev anholdt.
På passagersædet af bilen sad en 17-årig pige, der er i familie med manden. Ingen af dem kom alvorligt til skade, fremgår det af pressemeddelelsen.
Under den 29-åriges flugt så patruljebilen tre til fire biler, der også kørte ad Djurslandsmotorvejen. De vidner vil Østjyllands Politi gerne i kontakt med og beder bilisterne ringe på telefonnummer 114.
Manden er sigtet for flere forseelser. Blandt andet for at have forvoldt fare for andres liv og førlighed og for narkopåkørsel. Under en visitation af manden fandt betjentene desuden en kniv, og han er derfor også sigtet for overtrædelse af knivloven.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie