For alt i verden må det ikke gå som i Danmark.
Sådan lyder meldingen fra det norske kriminalpoliti Kripos, efter rockergruppen Hells Angels ifølge politiet er begyndt at rekruttere unge nordmænd i byerne Stavanger, Trondheim og Kristiansand.
Ifølge den norske tv-station NRK er Hells Angels i færd med at oprette ungdomsafdelinger, der minder om den danske støttegruppe AK81.
Og den udvikling advarer lederen for taktisk efterforskning i Kripos, Atle Roll-Matthiesen, kraftigt imod.
- Vi må være foran på det her, før unge mennesker bliver brugt af Hells Angels på samme måde i Norge, siger han.
Ifølge politiet er et dansk HA-medlem bosat i Stavanger en central person i opbygningen af ungdomsgrupperne, som organiseres efter dansk forbillede.
Det vil sige, at de unge rockerspirer bliver sat til det beskidte arbejde og fungerer som vagter for de aldrende fuldgyldige medlemmer af HA.
Hells Angels talsmand i Norge afviser over for NRK, at rockergruppen er ved at oprette en norsk udgave af AK81 og kalder politiets udmelding for "fejlinformaton".
AK81 blev etableret i Danmark i 2007, og siden da har gruppens medlemmer markeret sig voldsomt på den kriminelle scene ved at stå bag adskillige skudepisoder og voldelige overfald.
Flere af de mest fremtrædende medlemmer af AK81 er for tiden på anklagebænken i Glostrup, hvor de er tiltalt for en stribe drabsforsøg i den københavnske bandekrig.
På anklagebænken sidder også to ledende skikkelser i HA, der er tiltalt for at orkestrere de unges voldsudgydelser.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie