Obduktion: Sygdom var formentlig årsag til dødsfald
Dødsfald på institution bunder formentlig i sygdom og fysisk ophidselse, lyder konklusion på obduktion.
Der er efter alt at dømme ikke begået noget strafbart af personalet på den institution i Ørsted på Djursland, hvor en 26-årig mand tirsdag aften mistede livet.
Manden døde efter en episode, hvor han var blevet fastholdt af personalet, da han ville ind til en fest, hvor han ikke var velkommen.
Efterforskningsleder Peter Grove fra Østjyllands Politi fortæller til Ritzau, at obduktionen peger på, at dødsårsagen skal findes i mandens helbredstilstand.
- Hans helbredsmæssige tilstand sammenholdt med hans fysiske aktivitet forud for dødstidspunktet har formentlig været dødsårsagen, fortæller Peter Grove.
Den 26-årige mand var ifølge socialchef Hanne Nielsen fra Norddjurs Kommune "oprørt" i situationen, og det er altså denne fysiske opførsel, som i kombination med dårligt helbred ifølge retsmedicinerne har ført til mandens død.
Peter Grove ønsker af hensyn til mandens efterladte ikke at gå i detaljer med mandens helbredsmæssige problemer.
Før dødsårsagen kan endeligt fastslås, afventer politiet en række retstekniske undersøgelser, blandt andet mikroskopi og kemiske undersøgelser.
- Vi skal blandt andet have klarlagt, om han har indtaget noget medicin, som kan have haft en forstærkende effekt, fortæller Peter Grove.
I forbindelse med at den 26-årige blev fastholdt af personalet, mistede han bevidstheden. Personalet tilkaldte en ambulance og ydede førstehjælp til manden, inden ambulancen ankom.
Da ambulancen nåede frem, kunne en læge dog konstatere, at mandens liv ikke stod til at redde. Den 26-årige blev erklæret død på stedet.
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro