OVERBLIK: Gasrørledninger blev revet itu af eksplosioner

I Østersøen kunne man i flere dage se, hvordan gasbobler fra lækkende rørledninger nåede havoverfladen. (Arkivfoto). Foto: Danish Defence Command/Reuters

I slutningen af september konstaterede man for første gang, at rørledninger i Østersøen lækkede gas.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det var hurtigt formodningen fra dansk side, at der var tale om bevidste handlinger, da gasrørledninger på bunden af Østersøen begyndte at lække i slutningen af september.

Tirsdag har politi, PET og Forsvaret bekræftet, at det er eksplosioner, som har forårsaget skaderne på Nord Stream 1 og 2.

Nu skal man finde ud af, hvad der helt præcist er sket, lyder det.

Sådan har forløbet set ud:

* Mandag den 26. september blev der konstateret en lækage på Nord Stream 2-ledningen cirka 20 kilometer syd for Dueodde på Bornholm. Den efterfølgende morgen blev der også fundet to lækager på Nord Stream 1 nordøst for Bornholm.

* Om aftenen den 27. september stod statsminister Mette Frederiksen (S) frem på et pressemøde og fortalte, at det var danske myndigheders klare vurdering, at lækagerne var et resultat af bevidste handlinger.

* I alt blev fire gaslækager bekræftet på gasledningerne.

* På havoverfladen i Østersøen, hvor rørledningerne slanger sig, kunne man i flere dage se, hvordan bobler af gas nåede havoverfladen. Lækagerne er siden stoppet.

* Der er blevet sået tvivl om, hvorvidt skaderne på rørledningerne kan repareres. Rusland mener, at det er muligt, men at det vil tage mere end et år.

* Ruslands præsident, Vladimir Putin, var hurtigt ude for at affeje spekulationer om russisk indblanding. Han har kaldt skaderne for "international terrorisme".

* Den 30. september sagde den daværende svenske statsminister, Magdalena Andersson, at både svensk, dansk og tysk politi skulle samarbejde om at finde ud af, hvad der førte til lækagerne.

* Cirka to uger senere droppede Sverige alligevel ønsket om en fælles undersøgelse. Ifølge det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel er det, fordi svenskerne af sikkerhedsmæssige årsager ikke vil dele resultaterne af deres undersøgelser med andre lande.

* Rusland har insisteret på at blive en del af undersøgelserne. Danmark har dog meddelt, at man ikke ønsker russisk indblanding.

* Det russiske selskab Gazprom har ført gas ud af et intakt rør i rørledningen Nord Stream 2, så trykket blev sænket. Det skulle være med til at mindske sikkerhedsrisikoen, fordi det kan udgøre en risiko at have naturgas liggende under meget stort pres.

* Den svenske avis Expressen har tirsdag den 18. oktober offentliggjort billeder, hvor man kan se, hvordan rørene er blevet revet op.

* Ifølge danske myndigheder er det eksplosioner, som har forårsaget skaderne. Den formodning er tirsdag bekræftet af Københavns Politi, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvaret.

Kilde: Ritzau.

/ritzau/