OVERBLIK: Indien har villet have Niels Holck udleveret i årevis

Retten i Hillerød har over 11 dage behandlet Niels Holcks udleveringssag. Indien ønsker ham udleveret for en våbennedkastning i 1995. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Niels Holck var i 1995 med til at kaste våben ned til en oprørsgruppe i den indiske delstat Vestbengalen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag afsiger Retten i Hillerød kendelse om udlevering af 62-årige Niels Holck til Indien.

Landet har villet have ham udleveret i årevis, efter at han i 1995 var med til at kaste våben end over delstaten Vestbengalen.

Bliv klogere på sagen her:

* Natten til 18. december 1995 flyver Niels Holck sammen med den britiske våbenhandler Peter Bleach og fem russiske besætningsmedlemmer et propelfly over Purulia i den indiske delstat Vestbengalen.

* De kaster faldskærme med knap fem ton våben tiltænkt en oprørsgruppe ved navn Ananda Marga ned. Efterfølgende flyver de mod Thailand.

* De tvinges dog ned af et kampfly i Indien. Alle andre end Niels Holck bliver anholdt og idømt fængsel på livstid.

* Danskeren lykkedes med at flygte til Nepal. Han rejste til Danmark i begyndelsen af 1996.

* Indien udsender via Interpol en anholdelsesbegæring på Niels Holck, der i Indien kendes under navnet Kim Davy.

* I 2002 får Danmark en ny terrorlovgivning, der giver mulighed for udlevering af egne statsborgere til lande uden for Norden. Derefter sender Indien en formel begæring om at få Niels Holck udleveret.

* Justitsministeriet beslutter 9. april 2010 at imødekomme indernes ønske, og Niels Holck bliver anholdt.

* Udleveringsanmodningen ender med, at både byretten og landsretten afgør, at det vil være ulovligt at udlevere Niels Holck, fordi det er for usikkert, om han vil blive udsat for tortur i Indien. Rigsadvokaten tager ikke sagen i Højesteret.

* I 2016 sender Indien en ny udleveringsanmodning til Danmark.

* Sagen har ført til et koldt diplomatisk forhold mellem Danmark og Indien, men på en tur til Indien i januar 2019 sagde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, at forholdet nu var ved at tø op.

* I juni 2023 iværksætter Rigsadvokaten på baggrund af anmodningen fra Indien fra 2016 flere undersøgelser og indhenter oplysninger fra Indien. Det munder ud i, at Rigsadvokaten indstiller til retten, at Holck kan udleveres.

* Sagen kom 1. maj for Retten i Hillerød, der har skullet tage stilling til, om retten er enig i, at betingelserne for udlevering er opfyldt, og om der på den baggrund skal ske udlevering.

* Sagen er blevet behandlet over 11 retsdage fra 1. maj til 18. juni.

* I løbet af retssagen har Niels Holck fortalt om Ananda Marga, som efter hans udsagn ikke var en voldelig gruppe.

* Peter Bleach har også vidnet og fortalt, hvordan han har løjet om Niels Holck i Indien for at beskytte sig selv.

* 29. august klokken 13.00 afsiger Retten i Hillerød kendelse om udleveringen af Niels Holck.

/ritzau/