Politi anholder mand: Brand på skole er formentlig påsat
En brand på en skole ved Hillerød mandag aften har flere arnesteder. En mand er anholdt, oplyser politiet.
Politiet har anholdt en mand i nærheden af en brand på Hanebjerg Skole i Nørre Herlev ved Hillerød mandag aften.
Det oplyser vagtchef Jan Hedager, efter at politiet har været til stede i området ved branden, som formentlig var påsat.
- Manden blev anholdt i området, siger vagtchefen, der ellers holder kortene tæt ind til kroppen på grund af den igangværende efterforskning.
Den anholdte bliver mandag aften undersøgt på Rigshospitalets retsmedicinske afdeling for spor i sagen.
Det er endnu uvist, om der er beviser nok til, at manden skal fremstilles i grundlovsforhør.
- Det ved vi først senere, siger vagtchefen.
Politiet modtog alarmen om branden klokken 19.30.
- Der er flere arnesteder, og det tyder på, den er påsat. Der er ikke tale om, at en elfejl eller et stearinlys har startet branden, forklarede vagtchef Dyre Sønnicksen tidligere mandag.
Frederiksborg Brand & Redning oplyste tidligere mandag aften på Twitter, at man rykkede talstærkt ud til skolen og fik hjælp fra Nordsjællands Brandvæsen, station Allerød.
Branden bredte sig til tagkonstruktionen. Omkring klokken 22.30 er der dog ikke flere flammer.
- Nu er man bare i gang med efterslukning, siger Jan Hedager.
Når branden er helt slukket, skal brandstedet køle ned, før politiets teknikere kan gå i gang med deres undersøgelser.
- Så det vil først ske i morgen, siger vagtchefen mandag aften.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie