Politi: Kvinde blev voldtaget af bekendt i Glostrup

Dommer har varetægtsfængslet 31-årig mand i sag om voldtægt i en lejlighed fredag eftermiddag.

Offentliggjort Sidst opdateret

I en sag om voldtægt er en 31-årig mand lørdag blevet varetægtsfængslet af en dommer i Retten i Glostrup.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi.

Forbrydelsen skal være sket fredag eftermiddag i en lejlighed i Glostrup. Der var tale om fuldbyrdet voldtægt. Det kvindelige offer og den sigtede mand kender hinanden i forvejen.

I retsmødet har manden nægtet sig skyldig, men dommeren har vurderet, at mistanken er begrundet og har besluttet at varetægtsfængsle ham i 17 dage.

Den 31-årige overvejer, om han vil kære kendelsen til Østre Landsret, oplyser anklager Tina Fugl.

Retsmødet foregik bag lukkede døre. Derfor ønsker anklageren ikke at frigive yderligere informationer om sagen.

/ritzau/