Politiet: Død kvinde er den forsvundne Kamilla Hantusch
Obduktionen af et lig, der onsdag blev fundet ved en motorvejstilkørsel ved Kliplev i Sønderjylland, har vist, at der med sikkerhed er tale om den 21-årige Kamilla Hantusch, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kamilla Hantusch, der er fra Padborg, har været forsvundet i elleve dage og har været eftersøgt massivt. Hendes 24-årige ekskæreste er sigtet for drab og fremstilles torsdag eftermiddag i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg.
Her har en dommer afsagt kendelse om dobbeltlukkede døre, så offentligheden ikke kan få indblik i den konkrete ordlyd af sigtelsen og oplysninger om, hvordan den unge mand forholder sig til den.
Dørlukningen er også årsag til, at politiet ikke vil oplyse om de øvrige resultater af obduktionen. Derfor er det fortsat uklart, hvordan den unge kvinde er død.
Kvindeliget, der nu er endeligt identificeret, blev onsdag fundet af en borger, der tilkaldte politiet. Siden har politiet finkæmmet findestedet ved motorvejen blandt andet ved brug af hunde for at finde spor, der kan bruges som beviser i en kommende retssag.
Kamilla Hantusch forsvandt lørdag den 19. juli, da hun var på vej hjem efter et besøg. Politiet har søgt efter hende langs de ruter, som hun sandsynligvis fulgte, og desuden i skove, moser og parker i området omkring Padborg.
Desuden har hun været eftersøgt internationalt via Interpol.
I weekenden offentliggjorde politiet billeder af de sko, som Kamilla havde på, da hun forsvandt, og af en karakteristisk taske. Først på ugen intensiverede politiet eftersøgningen efter den forsvundne kvinde i området, blandt andet med helikopter.
Kamilla Hantusch var mor til en pige på seks år. Den sigtede ekskæreste skulle være far til pigen.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie