Politiet finder pistoler og hash nær Pusherstreet
Københavns Politis, Task Force Pusherstreet, har ved en aktion tirsdag beslaglagt stoffer til en samlet salgspris på gaden på omkring fem millioner kroner. Samtidig blev fem pistoler beslaglagt, hvoraf de tre var skarpladte.
Politiet slog til klokken 05.00 mod et nærlager i bygningen Loppen nær Pusherstreet på Christiania.
- Det er meget bekymrende, at vi fandt fem pistoler. Det viser, at det er meget grove kriminelle, der styrer hashmarkedet i og omkring Pusherstreet, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Københavns Politi, i en pressemeddelelse.
I alt beslaglagde Københavns Politi ca. 72,5 kilo hash, ca. 4 kilo pot, ca. 18 kilo skunk, et halvt kilo marihuana og 12.862 joints.
Derudover beslaglagde politiet også 9541 kroner og de fem pistoler. To af mærket Glock, en Heckler og Koch, en SigSauer og en Zastava 45.
Ved pistolerne lå 1750 stykker ammunition, to skudsikre veste, 35 hjemmelavede kanonslag og 12 krysantemumbomber.
- Aktionens succes skyldes, at andre enheder i Københavns Politi flot understøtter aktionerne i Task Force Pusherstreet, siger Steffen Thaaning Steffensen.
I forbindelse med aktionen blev fem personer tilbageholdt eller anholdt. De blev alle løsladt efterfølgende, da de ikke umiddelbart kunne knyttes til fundene.
Selvom mængden af beslaglagt hash ikke er stor i forhold til det, der bliver solgt på Pusherstreet, så er politiet alligevel tilfreds med aktionen.
- Aktionen rammer pusherne direkte på pengepungen, for den hash, der er klar til salg i Pusherstreet, er efter vores opfattelse både købt og betalt af pusherne, og et tab på ca. fem millioner kroner kan selvfølgelig mærkes, siger Steffen Thanning Steffensen.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie