Politiet leder efter spor i Gullestrup

Politiets teknikere og hundepatruljer tog søndag morgen fat på at finkæmme den skov i Gullestrup nord for Herning, hvor en 10-årig pige blev voldtaget lørdag aften.

- Voldtægten blev anmeldt klokken 19.29 lørdag aften, og da havde mørket allerede sænket sig. Derfor tager vi fat med et nyt hold hunde søndag morgen, siger vagtchef Kjeld Nedergaard, Midt- og Vestjyllands Politi.

Den 10-årige og hendes lidt yngre veninde befandt sig lørdag aften på en legeplads i Gullestrup, da en ung mand henvendte sig til dem og truede dem til at gå med ind i en nærliggende skov.

Det lykkedes den yngste af pigerne at stikke af, mens manden voldtog den ældste. Der er ifølge politiet tale om en fuldbyrdet voldtægt.

Politiet leder efter en mand mellem 16 og 18 år og afrikansk af udseende.

Desuden leder politiet efter en dansk kvinde, der lørdag aften var ude at lufte sin schæferhund. Kvinden hjalp pigen hjem til hendes familie.

- Vi regner med, at kvinden luftede sin hund i nærheden af, hvor hun bor, så det er en kvinde fra lokalområdet, og vi håber, at hun snart henvender sig til os, siger Kjeld Nedergaard.

/ritzau/

Politiet vil gerne tale med en kvindelig hundelufter, der hjalp 10-årig pige hjem til familien efter voldtægt.

Offentliggjort Sidst opdateret