Politiet opretter visitationszone på Nørrebro efter skud
Som led i en tryghedsskabende indsats etablerer Københavns Politi en visitationszone på Nørrebro og i Nordvest. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
På grund af den seneste tids knivstikkerier og skudepisoder etablerer politiet en visitationszone på Nørrebro.
For at forhindre nye voldsepisoder etablerer politiet en visitationszone på dele af Nørrebro og i Nordvest.
Det oplyser politiinspektør ved Københavns Politi Tomas Marko Juhl.
- Zonen skal gøre de unge opmærksomme på, at de skal lade knive og andet ligge derhjemme i køkkenskufferne. Vi er ekstra opmærksomme, og vi går i lommerne på dem, når vi møder dem på gader og stræder, siger han.
Politiets formodning er, at flere af knivstikkerierne i slutningen af december og frem til begyndelsen af februar er opgør mellem unge med tilknytning til to kriminelle grupper.
- Vi ved, at de har tilknytning til det kriminelle miljø, men af forskellige årsager, siger Tomas Marko Juhl.
Mandag aften blev en 21-årig mand skudt i Jægersborggade på Nørrebro. Han er svært tilskadekommen. Politiet kan ikke udelukke, at den episode var en gengældelsesaktion for tidligere knivstikkerier.
Det er ikke længe siden, at Københavns Politi sidst etablerede en visitationszone i området. Senest var det fra 29. december 2022 til 19. januar 2023.
- Det er jo sådan set en forlængelse af konflikten. Den gamle visitationszone blev ophævet, fordi der var stilstand i knivstikkerierne. Nu synes vi, at det er tid til at indføre den igen.
- Visitationszoner plejer helt faktuelt at give os noget. Sidst fandt vi en hel del stikvåben i løbet af perioden, siger Tomas Marko Juul.
Politiet vil gerne rette en appel til personerne, der er involveret i striden: Situationen bliver kun værre, jo længere striden fortsætter.
- Der er både menneskelige konsekvenser ved, at der er flere, der kommer til skade, siger Tomas Marko Juhl.
- Desuden er der hele efterspillet. Når vi begynder at anholde mistænkte i sagerne, så er det også meningen, at de skal ende i retten. Det kan betyde lange straffe, fordi det er så grov kriminalitet, lyder det.
Visitationszonen gælder fra onsdag den 8. februar klokken 18.00 til onsdag den 22. februar klokken 18.00.
I en visitationszone må politiet uden nærmere begrundelse kropsvisitere alle og ransage alle køretøjer.
Normalt kræver det, at politiet har en rimelig grund til at mistænke den pågældende, og samtidig skal indgrebet have væsentlig betydning for efterforskningen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie