Skat har sendt opkrævninger for 350 millioner til rockere og bander
I knap 6000 kontroller fandt Skattestyrelsen svindel i 86 procent af tilfældene i 2018 og 2019.
Rocker- og bandemiljøet har i 2018 og 2019 modtaget skatteopkrævninger for 350 millioner kroner.
Det skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse.
Skattestyrelsens kontrolindsats har foretaget 5900 kontroller af rockere og bandemedlemmers økonomi på de to år. I 86 procent af tilfældene blev der opdaget svindel.
Kontrollerne er sket i samarbejde med politiets efterforskningsenheder og landets politikredse.
Skatteminister Morten Bødskov (S) kalder det et "særligt fokusområde" for skattemyndighederne.
- Det er en markant indsats, og regeringen har sat sig for at styrke skattekontrollen. Vi har på den nye finanslov afsat ressourcer til at ansætte 250 nye skattekontrolmedarbejdere oven i de 250, vi ansatte sidste år
- En del af dem skal lave det, som deres kolleger har lavet her. Hårdt, robust kontrolarbejde målrettet for eksempel rocker- og bandemiljøet, fordi vi ved, at der er penge at komme efter, og det viser de her tal også, siger Morten Bødskov.
Skattestyrelsen benytter sig af "Al Capone-metoden", når den undersøger rockeres og bandemedlemmers økonomiske forhold.
- Den er meget enkel. Matcher den livsstil, de har, deres indtægt? Ofte er svaret nej, og det er hele kernen i den indsats, som vi laver.
- Vi skal ikke finde os i, at vi i bybilledet har machotyper med ekstravagant livsstil, hvor vi ved, at årsagen til, at de kører i store biler og har en meget frembrusende dominerende adfærd, er, at de får pengene fra svindel og bedrag, siger Morten Bødskov.
Han kan ikke sige præcis, hvor mange af skatteopkrævningerne der rent faktisk bliver betalt.
- Hvis de ikke betaler, så er der andre instanser, der tager over. Men det vigtige er, at kontroltrykket er der, og vi øger det, så de ved, at vi er efter dem.
En del af sagerne ender også ofte som straffesager foruden skatteopkrævningen.
Skattestyrelsen har gennem de senere år set, at den økonomiske kriminalitet i miljøet bliver mere organiseret.
Det sker gennem fiktive virksomheder og brug af stråmænd, og derfor er flere kontroller rettet mod at optrevle netop det.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie