Skudofferet fra Frederikberg er død

Den 18-årige mand, der lørdag aften blev skudt i Lindevangsparken på Frederiksberg, døde sent onsdag aften på Rigshospitalet, oplyser politiet.

Lørdag aften skulle den unge mand angiveligt mødes med en kammerat, da han blev skudt ned med et haglgevær i parken og blev ramt af 25-30 hagl i ansigtet.

Offeret var et relativt ubeskrevet blad hos politiet, og der var umiddelbart intet, der tydede på, at skyderiet skulle have noget med bandekonflikten at gøre. Politiet har dog ikke helt villet afskrive den mulighed, ligesom man ikke har villet afvise, at han kan have været involveret i den hashhandel, som Lindevangsparken er kendt for.

Kort efter skyderiet blev en Skoda Octavia brændt af ved Godskesens Plads, og politiet mener, at den har spillet en rolle i forbindelse med drabet på den 18-årige.

I løbet af ugen har politiet uddelt breve til beboerne i området omkring både Lindevangsparken og Godskesens Plads og bedt om hjælp til opklaring af sagen. Endnu har man dog ikke fået et afgørende tip.

/ritzau/

Et skyderi i Lindevangsparken på Frederiksberg blev onsdag aften til en drabssag, da det 18-årige offer døde.

Offentliggjort Sidst opdateret