Sømand i gidselsag: Pirater instruerede os i interview
Pirater arrangerede kontakt til journalister og instruerede søfolk i, hvad de skulle sige, lyder det i byret.
Sømanden Søren Lyngbjørn, der sad fanget hos somaliske pirater i 838 dage, afgiver onsdag forklaring i sagen, hvor han sammen med kaptajn Eddy Lopez kræver en million kroner i erstatning af Ekstra Bladet for avisens omtale af gidselsagen.
Søren Lyngbjørn forklarer i Københavns Byret, at de somaliske pirater var meget interesserede i, at de to talte med journalister og arrangerede kontakterne, mens de sad fanget i Somalia. Piraterne instruerede dem i, hvad de skulle sige.
- Jeg kan huske, at en af de ting, vi var blevet beordret til at sige, var, at vi var i land, siger Søren Lyngbjørn om et interview fra 2011, hvor søfolkene befandt sig på et skib.
- Skiderikken (en af piraterne, red.) siger simpelthen, at vi skal sige, at vi var i land, at vi havde det elendigt, og at vi var bange. Der var nogle punkter, vi skulle sige, og resten af det måtte vi improvisere, siger han.
Ved flere lejligheder blev Søren Lyngbjørn også instrueret i at overdrive sine helbredsproblemer under gidseltagningen, fortæller han i retten. Blandt andet i forbindelse med samtaler med Ekstra Bladet.
Søren Lyngbjørn havde dog reelt store problemer med helbredet i lange perioder af sit ophold i Somalia. Han er i dag nødt til at bruge stok som følge af en nervebetændelse, han pådrog sig i perioden.
Inden afhøringen af Søren Lyngbjørn begynder, beder hans forsvarer, Heidi Steen Jensen, om, at forklaringen bliver afgivet med lukkede døre.
- Det er en meget personlig beretning, han skal afgive. Det handler om, hvordan han har det nu, og hvordan hans familie har det, siger Heidi Steen Jensen.
- Det er et spørgsmål om, hvordan det er at sidde i den stol, når der er journalister til stede, siger hun.
Forsvarer for Ekstra Bladet Carlo Siebert indvender, at Søren Lyngbjørn for ganske nylig blandt andet lod sig interviewe på landsdækkende tv i Aftenshowet på DR.
Dommer Pia Petersen understreger, at Søren Lyngbjørn har ret til ikke at svare på spørgsmål, og Søren Lyngbjørn går frivilligt med til at lade sig afhøre for åbne døre alligevel.
De danske søfolk kræver erstatning på en million kroner fra Ekstra Bladet, fordi de mener, at Ekstra Bladet har forlænget deres tid i fangenskab med omtalen. Piraterne kunne kræve en større løsesum grundet mediedækningen, lyder det.
Chefredaktør Poul Madsen og Ekstra Bladet vil derimod frifindes. Her mener man, at dækningen har medvirket til, at de to er blevet løsladt.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie