Stribe af uheld og brændende bil spærrede fynsk motorvej

Fynske Motorvej er tirsdag formiddag præget af kø efter en række trafikuheld.

Offentliggjort Sidst opdateret

Trafikanter på Fynske Motorvej med kurs mod Jylland må tirsdag formiddag indstille sig på et forlænget ophold i bilen.

En stribe mindre uheld og en brændende bil betyder nemlig, at vejen i vestgående retning helt har været spærret ved afkørsel 55.

Ved 10-tiden meddeler Fyns Politi dog, at en enkelt vognbane igen er farbar. De forulykkede biler fylder fortsat i nødsporet.

Samtidig melder politiet om endnu et uheld. Denne gang i østlig retning ved afkørsel 56. I dette tilfælde er vejen dog fortsat farbar.

Umiddelbart er der ingen meldinger om alvorligt tilskadekomne.