To mænd fængslet for dødsbrand

Foto: Thomas Lekfeldt /Scanpix

To unge mænd på kun 16 og 18 år er søndag fængslet til 11. oktober ved et grundlovsforhør. De er begge sigtet for medvirken til brandstiftelse og drab.

Offentliggjort Sidst opdateret

De er sigtet for at sætte ild til en lejlighed i Gersagerparken i Greve fredag eftermiddag. I lejligheden befandt sig en yngre kvinde med amerikansk statsborgerskab og afghansk baggrund. Hun døde af voldsomme forbrændinger.

Lørdag blev en 29-årig kvinde med pakistansk oprindelse ligeledes varetægtsfængslet til den 11. oktober i den samme sag. Hun er sigtet for medvirken til den samme forbrydelse.

Kvinden blev fremstillet in absentia, da hun selv kom alvorligt til skade ved episoden. Politiet fandt hende på jorden foran ejendommen. Hun er enten sprunget ud fra den brændende lejlighed eller er blevet blæst ud af brandeksplosionen.

Den 16-årige er dansk statsborger med Marokkansk familie, og den 18-årige er dansk statsborger med pakistansk baggrund. Alle tre fængslede har bopæl i københavnsområdet.

Mændene erkender at have været på gerningsstedet sammen med den 29-årige tilskadekomne kvinde.

Ifølge politiet har vidner set de to mænd løbe hen til den 29-årige kvinde. De forsøgte at bære hende væk, men opgav og flygtede i en VW Polo, som tilhører den 29-årige kvinde, til Hundige Station. Her blev de fotograferet af et overvågningskamera.

Efter at overvågningsbilledet var blevet offentliggjort i pressen lørdag eftermiddag, valgte den 16-årige frivilligt at melde sig til politiet. Lørdag aften blev den 18-årige anholdt af svensk politi i nærheden af Malmø.

Politiet har endnu ikke lagt sig fast på en teori om, hvad der kan have været motivet til forbrydelsen.

- Der pågår fortsat en omfattende efterforskning. Vi er slet ikke i mål, siger vicepolitikommissær Kim Løvkvist fra Midt- og Vestsjællands Politi.

Politiet håber, at der vil komme vigtige oplysninger frem, når det engang bliver muligt at afhøre den 29-årig kvinde, som fortsat bliver behandlet på Rigshospitalet.

- Vi betragter hende, som værende nøglen til sagen, siger Kim Løvkvist, uden dog at uddybe det nærmere.

/ritzau/