Topjurist udnævnt til præsident for Vestre Landsret

Efter blot tre år som landsdommer er den 50-årige jurist Jens Røn blevet udnævnt som præsident for Vestre Landsret.

Dommerudnævnelsesrådet besluttede på et møde torsdag at sætte Jens Røn i spidsen for de 38 dommere og øvrige ansatte - cirka 100 medarbejdere i alt - ved Vestre Landsret.

Jens Røn har siden august 2019 været landsdommer ved samme domstol. Et år forinden var han konstitueret landsdommer. Han har dermed tre års erfaring med at have menneskeskæbner i sine hænder.

Inden Jens Røn blev en del af rigets dømmende magt, var han i mange år ansat i en central del af den udøvende.

Fra 2010 og frem til 2018 var Jens Røn ansat som statsadvokat hos Rigsadvokaten, og inden da gjorde han tjeneste i Justitsministeriet i knap ti år. De seks af årene bestred Røn en stilling som kontorchef.

Jens Røn er født i det sydvestsjællandske, nærmere bestemt Korsør. Han tog sin studentereksamen på Slagelse Gymnasium i 1989. Herefter fortsatte han til jurastudiet på Københavns Universitet. Derfra tog han sin eksamen i 1994.

Jens Røn har i årenes løb også undervist ved Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Han har skrevet flere juridiske værker om blandt andet aktindsigt i strafferetsplejen og om straffeproces.

Om sidstnævnte emne udgav han i 2018 det digre værk "Straffeprocessen". En bog, han har skrevet sammen med tre sværvægtere i det hjemlige juridiske univers: højesteretspræsident Thomas Rørdam, landsdommer Michael Kistrup og forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen.

Jens Røn tiltræder stillingen som præsident for Vestre Landsret til årsskiftet. Han afløser Helle Bertung, der har været landsrettens præsident siden 2016.

Dommerudnævnelsesrådet er et uafhængigt råd, som hverken er tilknyttet Justitsministeriet eller Domstolsstyrelsen. Rådet har eksisteret siden 1999. Det består af en højesteretsdommer, en landsdommer, en byretsdommer og en advokat samt to repræsentanter for offentligheden.

Formålet med rådet er blandt andet at sikre en gennemsigtig proces i forbindelse med ansættelse af dommere og at ved sin uafhængighed af ministerium og styrelse at sikre den dømmende magts adskillelse fra den udøvende magt og dermed leve op til den tredeling af magten, som fordres af Grundloven.