Ukendte affyrer skud mod families hus i Holbæk
Politiets teknikere undersøger lørdag området omkring et hus på Munkholmvej i Holbæk for spor efter et skyderi. Natten til lørdag affyrede ukendte skud mod en families hus. Motivet er ikke kendt. Foto: Scanpix/Sarah Christine Nørgaard/arkiv
Scanpix/Sarah Christine Nørgaard/arkiv
Far, mor og et spædbarn var hjemme, da deres hus natten til lørdag blev beskudt. Politiet søger efter vidner.
Der blev natten til lørdag affyret skud mod en villa på Munkholmvej i Holbæk. Husets beboere - far, mor og et spædbarn - var hjemme, da det skete, men ingen blev ramt ved skyderiet.
- De er selvfølgelig skræmt fra vid og sans, og de har taget ophold andetsteds, siger kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, Midt- og Vestsjællands Politi.
Politiet oplyser i en pressemeddelelse, at der blev affyret adskillige skud mod villaen.
Der er blandt andet fundet flere skudhuller i et vindue i et soveværelse, hvor familien havde sovet.
Politiet fik klokken 01.17 anmeldelsen om skyderiet, der var sket få minutter forinden.
Huset og dets omgivelser bliver lørdag undersøgt af kriminalteknikere, der skal sikre sporene efter skyderiet. Desuden er efterforskere i gang med afhøringer, der skal klarlægge baggrunden for, at der blev skudt.
Politiet har lørdag først på eftermiddagen ikke oplysninger om, hvem der kan have skudt mod familiens hus.
Der er heller ikke oplysninger om motivet til skyderiet. Blandt andet står det ikke klart, om skuddene kan have relation til verserende konflikter inden for rocker- og bandemiljøet.
Politiet efterlyser vidner, der kan have set eller hørt noget i området omkring Munkholmvej i Holbæk by.
Folk, der har bemærket noget, kan ringe til Midt- og Vestsjællands Politi på 4635 1448 eller via nærmeste politi på telefon 114.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie