Ulovligt nej til servicehund koster en café 5000 kroner
Det var ulovligt, da en café i marts 2023 afviste, at en kvinde måtte få sin servicehund med indenfor. Billedet er ikke af kvindens hund. (Arkivfoto). Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En café afviste, at kvinde med infantil autisme og angst måtte få servicehund med indenfor. Det var ulovligt.
Da en caféejer lagde mærke til, at en kvinde havde taget sin hund med indenfor, fik hun besked om, at hunden - der var en servicehund - ikke måtte være der.
Det var forskelsbehandling på grund af handicap, afgør Ligebehandlingsnævnet, der har pålagt caféen at betale 5000 kroner i godtgørelse til kvinden.
Det var i marts 2023, at kvinden, der har diagnoserne infantil autisme og blandet angsttilstand, tog på café.
Hun havde sin hund med. Den hjælper hende med at falde til ro igen, når hun får et angsttilfælde.
"Derfor er det vigtigt, at servicehunden er med, uanset hvor (hun, red), bevæger sig hen", skriver et Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i en tidligere udtalelse, som kvinden har fremlagt under sagen.
Ifølge kvindens udlægning havde hunden desuden en vest på, hvorpå det fremgik, at det var en servicehund. Det skulle kvindens mor desuden have fortalt på stedet.
På baggrund af det, hun har forelagt for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet, at der er anledning til at tro, at hun blev udsat for forskelsbehandling på baggrund af handicap.
Derefter var det op til caféen at bevise, at ejeren ikke havde udsat kvinden for ulovlig forskelsbehandling.
Og den bevisbyrde har caféen ifølge nævnet ikke løftet.
Caféen har oplyst, at hunde normalt ikke er tilladt på stedet af hygiejneårsager, og desuden var en af de ansatte allergisk over for hunde.
Men de argumenter var ikke tilstrækkelige.
- Nævnet vurderer, at indklagede (caféen, red.) ikke har godtgjort, at det var nødvendigt at afvise klagers servicehund for at opnå målet om hygiejne, står der i afgørelsen.
Blandt andet er der fra caféens side ikke blevet dokumenteret, hvorvidt det var muligt at indrette sig på en måde, så kvinden kunne have servicehunden med ind, uden at hensynet til hygiejnen blev tilsidesat.
Derfor får kvinden medhold i sin klage, og caféen skal betale hende 5000 kroner i godtgørelse. Beløbets størrelse tager udgangspunkt i praksis og i et skøn over sagens karakter og alvoren af overtrædelsen.
Nævnet angiver ikke, hvilke, café der er tale om, eller hvor i landet det skete.
/ritzau/
Seneste artikler
To lokale museer er de første i regionen med grønt miljømærke
Mindre SU, mere ulighed: Dora, Astrid og Aya har fået nok
Plejebørn tror ikke på voldtægt - men fortalte om jalousi og skænderier
Byudvikling for mange millioner - men hvor er kvinderne henne?
Katia fik ærespræmie overrakt af Dronning Mary
Mest læste artikler
Alvorlig trafikulykke: Lægehelikopter tilkaldt
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Bygning med Harald Nyborg og thansen til salg for stort millionbeløb
Centerchef fyret