Verhagen nægter vold mod kæreste: Det var mig der blev angrebet
Hollandsk fodboldspiller, der anklages for vold, ser sig selv som offer for temperamentsfuld kæreste.
Anklagemyndigheden har fået forløbet helt galt i halsen, lyder det tirsdag eftermiddag fra den hollandske fodboldspiller Bernio Verhagen.
I ti anklagepunkter beskrives Verhagen som den angribende part i forhold til ekskæresten fra Chile.
Men hollænderen afviser, at han skulle have voldtaget og slået kæresten og været skyld i 40 blå mærker på hendes krop.
- Hun har sparket mig og kradset mig i nakken, på hænderne og armene. Hun har skubbet mig ned ad trappen, så jeg måtte på sygehuset, lyder det fra den 26-årige hollænder.
Han strækker hænderne frem mod dommeren for at fremvise kradsemærker.
Fodboldspilleren beretter om et tumultarisk forhold til ekskæresten, der tog med ham til Danmark 22. oktober.
Da parret kom til Danmark, blev de først indlogeret på Palads Hotel i Viborg.
Men parret skændtes, så det bragede. Tre gange blev politiet tilkaldt for at dæmpe gemytterne.
Det endte med, at parret blev bedt om at flytte ud af hotellet til et hus et andet sted i domkirkebyen.
Fodboldspilleren hævder, at han kun en enkelt gang har slået kvinden. Det skete, efter at kvinden havde slået ham på næsen med en sko, forklarer han.
Han beskriver kvinden som opfarende og med en meget kort lunte.
Kæresten flyttede på et tidspunkt på krisecenter, men 26. november mødtes de i TipsPit-kiosken i Viborg.
Det endte ifølge anklageskriftet med tumult, da Verhagen overfaldt kvinden og frarøvede hende pas og 1650 kroner.
Samme dag havde fodboldklubben Viborg FF meddelt, at man havde annulleret kontrakten med fodboldspilleren.
Desuden havde man anmeldt ham til politiet for bedrageri.
Klubben mente, at han var blevet antaget som spiller på førsteholdet som følge af svindel, dokumentfalsk og identitetstyveri.
Efter tumulten i kiosken blev Verhagen anholdt. Dagen efter blev han fremstillet i grundlovsforhør.
Han har været varetægtsfængslet siden - dog med et enkelt afbræk, da det lykkedes ham at undslippe politiet på vej fra retten til arresten.
Efter 12 timer på fri fod var han dog tilbage i politiets varetægt.
Bernio Verhagen nægter sig skyldig i ni ud af ti anklagepunkter. Han kan kun erkende at have flygtet fra politiet.
Sagen fortsætter onsdag, men det er endnu uvist, hvornår retten afsiger dom.
Sagens hovedvidne, der er tilbage i Chile, er nemlig forhindret som følge af coronakrisen i at komme til Danmark og vidne.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie